Nyhed

Legenden vender tilbage til Danmark

GAFFA.dk – Alt om musik

Efter to udsolgte koncerter på kort tid i Pumpehuset for to uger siden vender den legendariske Grandmaster Flash tilbage til København for en endnu større optræden.

Da det tidligere i oktober i år blev annonceret, at Grandmaster Flash kom til Pumpehuset i København, blev billetterne udsolgt på under 48 timer. Herefter sagde grandmasteren ja til at spille en ekstra koncert, der også blev udsolgt på kort tid, og nu ser det ud til, at amerikaneren overhovedet ikke har fået nok af de mange danske fans.

Fredag den 23. februar 2018 vil en af verdens første og største stjerne-dj's besøge Amager Bio i København og give endnu en fantastisk fest med showet ”Hip-Hop, People, Places & Things”. Koncerten er et musikalsk eventyr tilbage til hiphoppens barndom og giver publikum fornemmelsen af at være til et funky og fresht blockparty i The Bronx.


Det eksklusive billetforsalg for tidligere koncertgæster og vænteliste er startet, mens det almindelige billetsalg starter mandag 4. december klokken 10.00.

LÆS OGSÅ: Fem nye navne til NorthSide

Joseph Saddler, som er grandmasterens egentlige navn, dristede sig i slutningen af 70’erne til at lægge håndfladerne på pladespillernes vinylskiver, så han kunne manipulere dem, som om de var et instrument i sig selv. Således udviklede og forfinede han teknikker som scratching og breakbeats, der stadig er grundlæggende for hiphop-genren i dag.


Det kommende show vil være en visuel og musikalsk iscenesættelse af et funky blockparty i The Bronx, der inkluderer de mennesker, steder og ting, der har været med til at skabe ikonet Grandmaster Flash. Musik, dansetrin og påklædning bliver en autentisk bid af 70’ernes New York – som taget ud af Netflix-serien "The Get Down", der handler om hiphoppens spæde begyndelse i The Bronx, og som legenden selv medvirker i.

Varm op til koncerten med det funky hit ”Freedom” her:


ANNONCE