Nyhed

Hitrapperen NF gæster Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Den fremadstormende amerikanske rapper NF, der især er kendt for storhittet "Let You Down", giver sin første danske koncert i Pumpehuset i København lørdag den 14. april.

”Let You Down” er taget fra rapperens fjerde og seneste studiealbum Perception, der udkom i oktober 2017. Albummet gik direkte ind på førstepladsen på den officielle amerikanske albumhitliste, Billboard 200, hvilket må siges at være kulminationen på en frembrusende bevægelse, hvor NFs to foregående album er blevet henholdsvis nummer 62 og 12 på hitlisten. NF klarer sig ligeledes godt herhjemme, hvor Perception har ligget nummer otte og i denne uge er nummer 11 på hitlisten. "Let You Down" ligger samtidig nummer syv i denne uge.

NF er kendt for sit både rå og følsomme udtryk. Hans tekster trækker på rapperens egen livserfaring, udfordringer og det at vokse op med misbrug og tab, hvor hans mor døde af en overdosis, da NF var teenager.

Ligesom Eminem er NF med det borgerlige navn Nathan Feuerstein fra Michigan. Han startede karrieren tilbage i 2010, hvor han udgav debuten Moments under sit borgerlige navn. Første studiealbum under navnet NF, Mansion kom i 2015, og det fulgte han op med Theraphy Session, som udkom sidste år.  

NF er i øvrigt erklæret kristen, men ser ikke sig selv som en kristen rapper. "Jeg ved ikke, hvad en kristen rapper er. Jeg er bare en kunstner, der laver musik for alle," har han udtalt til hiphopdx.com

Billetsalget begynder fredag 8. december klokken 9.


Varm op med "Let You Down":

ANNONCE