Nyhed

Peter Sommer udvider forårsturné

GAFFA.dk – alt om musik

Peter Sommer og hans band Tiggerne drager på turné til foråret, og tourplanen er nu blevet udvidet med to koncerter i henholdsvis Musikhuset Aarhus 24. marts og DR Koncertsalen 31. marts.

Peter Sommer og Tiggerne har efter tre års pause fået noget af et comeback i 2017. Først med tre udsolgte koncerter i begyndelsen af året, hvor de fremførte deres 2008-album Til rotterne, til kragerne, til hundene i sin helhed. Samtidig udgav de singlen "Skønne spildte kræfter", og i sommer kom så endnu en single, "Bittersød natskygge." 

For ganske nylig har Peter Sommer & Tiggerne så givet flere ekstrakoncerter med sangene fra Til rotterne, til kragerne og til hundene og udsendt en kærlighedssang ”Sand Kærlighedshistorie” via DR-podcasten ”Elsker Dig For Evigt”. Hør sangen her.


Peter Sommer & Tiggerne har nu færdigindspillet deres næste album, som udkommer i begyndelsen af 2018. Det bliver Sommers femte album i eget navn.

GAFFA anmeldte senest Peter Sommer & Tiggerne på Wonderfestiwall i august. Her uddelte Nicoline Andersen fem stjerner og konkluderede:

"Skønt den performative del hos Peter Sommer måske ikke befinder sig i den helt høje ende af skalaen, så er koncerter som disse alligevel dem, der sætter deres spor. Her er musikken, ordene, følelserne samt livets store spørgsmål og faser i højsædet – og det kan sagtens stå alene."


LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Peter Sommer, Wonderfestiwall, august 2017.

Peter Sommer modtog i øvrigt i september Folkekirkens Musikpris på 10.000 kroner for sin sang "Skønne spildte kræfter" med blandt andet begrundelsen:

"Sangen er lyrisk stærk og bringer store spørgsmål i spil – spørgsmål om menneskesyn (jævnfør blandt andet Paulus’ Brev til Romerne kapitel 7, vers 19), held og uheld, lykke og ulykke, håb og melankoli, fortabelse og forløsning."


LÆS OGSÅ: Folkekirkens Musikpris – og vinderne er...

 

Turnéplanen ser nu ud som følger:


22.03.18: Kolding, Godset

23.03.18: Aalborg, Musikkens Hus

24.03.18: Aarhus, Musikhuset


29.03.18: Roskilde, Gimle

30.03.18: Holbæk, Elværket

31.03.18: København, DR Koncertsalen


05.04.18: Herning, Fermaten

06.04.18: Esbjerg, Musikhus

07.04.18: Skanderborg, Kulturhus


 

Varm op med "Skønne spildte kræfter:


 

ANNONCE