Nyhed

Josh Homme sparker fotograf til Queens of the Stone Age-koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Queens of the Stone Ages frontfigur Josh Homme har udsendt to undskyldninger, efter at en video viser ham sparke en fotograf ved gruppens koncert i Los Angeles lørdag aften.

Bandet spillede som en del af radiostationen KROQs Almost Acoustic Christmas-koncert, og det var under gruppens fjerde nummer, "The Evil Had Landed", at Josh Homme sparkede fotografen.

Fotografen ved navn Chelsea Lauren skriver på Instagram:


"Takket være Josh Homme skal jeg nu bruge natten på skadestuen. Seriøst, HVEM GØR DET?"

 

Thanks to @joshhomme @queensofthestoneage I now get to spend my night in the ER. Seriously, WHO DOES THAT?!? #joshhomme #queensofthestoneage #qotsa #qotsafamily #concertphotography #musicphotographer

Et opslag delt af Chelsea Lauren (@chelsealaurenla) den


Chelsea Lauren tog billeder for billedbureauet Shutterstock. Hun fortæller til Variety:

"Jeg så ham komme over mod mig, og jeg fotograferede løs. Det næste, jeg ved, er at hans fod rammer mit kamera, og mit kamera rammer mit ansigt, virkelig hårdt. Han kiggede lige på mig, svigende benet ret langt tilbage og sparkede mig lige i ansigtet. Han blev ved med at spille. Jeg var forskrækket, jeg stoppede med at kigge på ham, jeg satte mig ned og holdt om mit ansigt, fordi det gjorde så ondt."


Lauren fortæller videre, at hun vil overveje at melde episoden til politiet:

"Hvis jeg ikke gør noget, kan han slippe af sted med at sparke folk i hovedet og ikke få problemer, fordi han er musiker. Det er ikke i orden."

Josh Homme har nu udsendt to undskyldninger. I den første skriver han, citeret af Variety:


"I aftes, mens jeg var opslugt af min optræden, sparkede jeg til forskellige former for lys og udstyr på vores scene. I dag er jeg blevet gjort opmærksom på, at dette indbefattede et kamera holdt af fotografen Chelsea Lauren. Jeg ønskede ikke, at dette skulle ske, og jeg er meget ked af det. Jeg ville aldrig bevidst gøre skade på nogen, som arbejder ved eller overværer vores koncerter, og jeg håber, at Chelsea vil tage imod min dybfølte undskylding."

Senere har Josh Homme lagt to videoer på Queens of the Stone Ages profiler på Facebook og Instagram. Her siger en tydelig brødebetynget Homme undskyld med blandt andet følgende ord:

"Jeg vil gerne undskylde over for Chelsea Lauren. Jeg har ikke nogen undskyldning eller årsag til at retfærdiggøre, hvad jeg gjorde. Jeg var et totalt p*khoved. Jeg er virkelig ked af det, og jeg håber, du er okay. Jeg har begået mange fejl i mit liv, og i aftes var helt sikkert en af dem."


 

1/2

Et opslag delt af QOTSA (@queensofthestoneage) den


 

2/2

Et opslag delt af QOTSA (@queensofthestoneage) den


 

Queens of the Stone Age turnerer for tiden oven på udgivelsen af albummet Villains og gav i sidste måned koncert i Forum. De kan opleves igen på næste års NorthSide.

 


 

 

ANNONCE