The Cure annoncerer 40 års jubilæumskoncert – deres eneste i Europa

The Cure annoncerer 40 års jubilæumskoncert – deres eneste i Europa

Næste år er det 40 år siden, at The Cure udgav deres debutsingle, "Killing An Arab", og de har netop annonceret en stort anlagt 40 års jubilæumskoncert i Hyde Park 7. juli som en del af British Summer Time Festival. De fortæller samtidig, at det bliver deres eneste koncert i Europa i 2018, så vi kan altså ikke se frem til at få besøg af Robert Smith & Co. herhjemme næste år.

Ved koncerten kan man også opleve en række andre markante, lidt yngre bands, nærmere betegnet Interpol, Goldfrapp, Editors, Ride, Slowdive, The Twilight Sad og flere, som endnu ikke er offentliggjort.

Billetsalget begynder fredag den 15. december klokken 10 dansk tid.

Det engelske post-punk-bands mangeårige samarbejdspartner, filminstruktøren Tim Pope, afslørede i øvrigt i flere opslag på Twitter i forrige uge, at han vil gennemføre et 40 års jubilæumsprojekt, som er godkendt af bandets sanger, sangskriver og chefideolog Robert Smith.

LÆS OGSÅ: Der er noget i gære før The Cures 40 års jubilæum

The Cure er stadig aktive og turnerer regelmæssigt, men har ikke udgivet ny musik siden deres 13. studiealbum 4:13 Dream fra 2008. Robert Smith er eneste oprindelige medlem fra dannelsen i 1976, om end bassist Simon Gallup har været med siden 1979, med en pause fra 1982-1985. Bandet besøgte sidst Danmark i oktober 2016, hvor de spillede i et udsolgt Forum. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez uddelte begejstret fem stjerner under overskriften "Just Like Heaven".

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The Cure i Forum, oktober 2016

Titlen på The Cures debutsingle "Killing an Arab" er i øvrigt en reference til en scene i Albert Camus' roman Den fremmede fra 1942.

Varm op med klassikeren "Just Like Heaven" fra 1987:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA