Rock and Roll Hall of Fame: Radiohead forbigået

Rock and Roll Hall of Fame: Radiohead forbigået

Det er nu blevet offentliggjort, hvem der bliver de fem navne, som næste år bliver optaget i Rock and Roll Hall of Fame: Bon Jovi, Dire Straits, Nina Simone, The Cars og The Moody Blues. Gospelsangerinden Sister Rosetta Tharpe, der døde i 1973, vil få tildelt en Early Influence Award. Et navn glimrer dog ved sit fravær på listen, nemlig Radiohead.

For at kunne blive optaget i Rock and Roll Hall of Fame skal der være gået 25 år, siden man udgav sin første plade (ikke nødvendigvis et album), og dermed kan Radiohead optages fra og med 2018. Gruppen udsendte deres debutsingle, klassikeren "Creep" i september 1992, og debutalbummet Pablo Honey udkom i februar 1993.
 
De udvalgte er kåret af et panel på 800 kunstnere, musikhistorikere og musikbranchemedlemmer samt en publikumsafstemning. Selvom Radiohead er bredt anerkendt som et af de mest indflydelsesrige rocknavne de sidste 25 år, er de altså ikke kommet med i det fine selskab, og de blev også kun nummer 12 i publikumsafstemningen, skriver Consequence of Sound
 
Udeladelsen kan måske skyldes bandets egen mangel på interesse i Rock and Roll Hall of Fame. For nylig offentliggjorde de en turné, der viser, at de skal give koncert i Buenos Aires i Argentina den 14. april, hvor den formelle optagelsesceremoni finder sted i Rock and Roll Hall of Fame i Cleveland, Ohio. Medlemmerne har i interviews også givet udtryk for, at de ikke går så meget op i fænomenet.
 
"Jeg er ligeglad. Måske er det en kulturel ting, som jeg virkelig ikke forstår," udtalte guitarist Jonny Greenwood tidligere i år til Rolling Stone, og gruppens anden guitarist, Ed O'Brien tilføjede: "Jeg vil ikke være hård ved Rock and Roll Hall of Fame, for det betyder noget for mange, men kulturelt forstår jeg det ikke. Jeg tror, det er en altovervejende amerikansk ting."
 
De øvrige indstillede, som hellere ikke klarede skærene, var Rage Against the Machine, Kate Bush, Depeche Mode, Judas Priest, Eurythmics, J. Geils Band, LL Cool J, MC5, The Meters, The Zombies, Rufus feauturing Chaka Khan og Link Wray.

Se videoen til et af Radioheads helt store sange, "Paranoid Android" fra 1997-albummet OK Computer.

Radiohead udgav i 2016 deres niende studiealbum, A Moon Shaped Pool, som året efter blev fulgt op af deres første danske koncert i ni år, på NorthSide. Her udddelte GAFFAs anmelder Simon Nielsen begejstret fem stjerner under overskriften "Der er ingen som Radiohead".

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Radiohead, NorthSide, juni 2017

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA