Nyhed

Video: Ed Sheeran synger duet med stjernetenor

GAFFA.dk – alt om musik

Ed Sheeran genindspillede for nylig sin sang "Perfect" som duet med Beyoncé, og nu har han så indsunget nummeret i en ny duetversion, denne gang med den verdensberømte italienske tenor Andrea Bocelli. Der er også kommet en video til duetten, og den kan du se ovenfor.

Eds Sheerans bror Matthew Sheeran, som er klassisk komponist, komponerede arrangementet, som blev optaget omkring samme tid som originalen, der findes på Ed Sheerans storsælgende tredje album "Divide", som udkom i marts. Senere fik både Ed og Matthew idéen om at bede Andrea Bocelli om at synge på sangen, og duetten og den tilhørende video blev optaget i Bocellis hjem i Toscana i oktober i år. Bocellis del af sangen bliver i øvrigt sunget på italiensk.

"Perfect" ligger i skrivende stund nummer 1 på hitlisterne i en lang række lande verden over, både Storbritannien, USA og Danmark, ifølge Billboard på baggrund af streams og salg af versionerne både med og uden Beyoncé. At der nu bliver udgivet endnu en duetversion, vil næppe bremse dens popularitet.


Andrea Bocelli er især kendt for at arbejde i spændingsfeltet mellem klassisk og pop, og han har solgt mere end 80 millioner plader. Han blev født med dårligt syn og blev helt blind efter en fodboldulykke, da han var 12 år gammel.

 
 
 
ANNONCE