Det franske ikon France Gall er død

Det franske ikon France Gall er død

Den franske sangerinde, som blandt andet vandt Eurovision Song Contest i 1965, er død, 70 år gammel.

Oplysningen kommer fra det franske nyhedsbureau AFP søndag. Gall skal ifølge flere nyhedskilder have været ramt af kræft. Hun gik bort på et sygehus i Paris søndag morgen.

France Gall vil for mange blive husket for sin lange karriere inden for fransk popmusik. I 1965 vandt hun Eurovision Song Contest for Luxembourg med den Serge Gainsbourg-skrevne "Poupée De Cire, Poupée De Son".

"Poupée De Cire, Poupée De Son" er i de senere år blevet fortolket af Arcade Fire, Belle And Sebastian, de tyske punkere Wizo og den tyske synthpopgruppe Welle: Erdball.

Artiklen fortsætter under videoen.

Senere fik Gall succes både med franske og tyske sange, optrådte i musicaler og drev humanitært arbejde. Hun var gift med og samarbejdede musikalsk med den franske sanger og sangskriver Michel Berger frem til hans død i 1992. Parret havde to børn.

I 1987 og 1988 fik Gall et pænt europæisk hit, også i Danmark, med "Ella Elle L'a", en hyldestsang til Ella Fitzgerald. Sangen ramte hitlisterne igen i 2008 år, denne gang fortolket af belgiske Kate Ryan.

I 1997 indstillede Gall karrieren efter at have givet en sidste koncert på den legendariske Paris-scene Olympia og indspillet en akustisk optræden, som senere skulle blive vist på fransk fjernsyn.

Det er i øvrigt kun en måned siden, at et andet fransk musikikon gik bort, da Johnny Hallyday tabte kampen til kræften, 74 år.

LÆS OGSÅ: Det franske musikikon Johnny Halliday er død


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA