VIDEO: MØ og Diplo er vilde med dans


MØ og Diplo er nu klar med en video til deres fælles single "Get it Right".

I den underholdende video ser man de to danse charmerende og lettere akavet, herunder nogle forsøg på synkrondans, i en smuk balsal og omkring et flygel, som Diplo også spiller lidt på. Se videoen ovenfor.

"Get it Right" stammer fra Major Lazer-ep'en Give Me Future, som udkom i november 2017. Sangen i sig selv er dog krediteret som Diplo featuring MØ, og Diplo er da også den kreative hovedkraft i Major Lazer. Ep'en er musik fra og inspireret af dokumentarfilmen af samme navn, som omhandler Major Lazers koncert i Havana, Cuba i marts 2016 for mere end 400.000 personer.

Sammensætningen af MØ og Major Lazer/Diplo må siges at være noget af en vinderkombinationen. Major Lazer og MØ har tidligere sammen haft to verdenshits, henholdsvis "Lean On" og "Cold Water" fra 2015 og 2016, sidstnævnte også sammen med Justin Bieber. "Get it Right" har i skrivende stund 26 millioner afspilninger på Spotify, så det nummer må også siges at være i fuld fart ud over stepperne – og så skader det jo ikke med en veloplagt video.

Diplo og MØ arbejdede første gang sammen på sangen "XXX 88" fra MØ's debut-ep Bikini Daze fra 2013, og nummeret medvirkede også på hendes debutalbum, No Mythologies to Follow fra 2014.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA