Nyhed

Phlake tager på sid-ned-turné til landets koncertsale

GAFFA.dk – alt om musik

Efter udsolgte koncerter på spillesteder i hele landet åbner Phlake nu dørene til en anderledes koncertoplevelse med den selverklærede rhythm'n'balls-duo. Under titlen Can We Talk? inviterer de i efteråret 2018 et siddende publikum til en række koncerter i det, de kalder landet absolut smukkeste koncertsale og -huse.

Sanger Mads Bo Iversen og producer Jonathan Elkær vil med turnéen gerne give publikum lidt af den intime stemning, der opstår, når duoen skaber deres sange i en etværelses lejlighed på Nørrebro. Turnéen, der er opkaldt efter sangen "Can We Talk" fra duoens andet og seneste album Weird Invitations, lægger blandt andet vejen forbi Odeon i Odense, Musikhuset Aarhus, Musikkens Hus i Aalborg og DRs Koncertsal.

Phlake slår dog fast, at man ikke skal forvente sig en akustisk aften – der vil snarere blive skaleret op med fuldt band, hemmelige gæster og omarrangering af numre. Der vil blive spillet sange fra både det prisvindende debutalbum Slush Hours – blandt andet modtager af GAFFA-Prisen 2016 i kategorien Årets Danske Urban-udgivelse – og den anmelderroste opfølger Weird Invitations samt blive præsenteret nyt materiale.


Phlake var det mest spillede navn på P3 i både 2016 og 2017 og har måttet melde udsolgt til mange af deres koncerter landet rundt – blandt andet hele fire gange på Store Vega i 2017. I udlandet har Phlake også haft god vind i sejlende med festivalkoncerter i Sverige og Norge samt udsolgte koncerter i blandt andet London, Amsterdam og Berlin.

Phlake har på under to år allerede opnået over 90 millioner streams på Spotify – blandt andet takket være kæmpehittene "Pregnant" og "Angel Zoo" – fem DMA-statuetter, en GAFFA-Pris og æren af åbningen af Orange Scene på Roskilde Festival i 2017.

I år er Phlake indstillet til fire GAFFA-Priser, læs mere og stem senest 31. januar på gaffa.dk/prisen


GAFFA anmeldte senest Phlake på Posten i oktober, hvor Jens Dræby uddelte fire pæne stjerner og blandt andet skrev: "For få år siden var det kun meget få danske artister, der kunne melde udsolgt til de magelige odenseanere og fynboer, der kommer på Posten. På denne torsdag aften kørte Phlake en sikker sejrsrunde, men motoren skal forhåbentlig holdes varm til lidt flere omgange." Læs hele anmeldelsen her.

 

Can We Talk?-turnéen ser ud som følger:


04/10 Roskilde, Roskilde Kongrescenter

05/10 Esbjerg, Musikhuset Esbjerg

06/10 Aalborg, Musikkens Hus


11/10 Viborg, Tinghallen

12/10 Horsens, Horsens Ny Teater

13/10 Herning, MCH Herning Kongrescenter


18/10 Helsingør, Kulturværftet

19/10 Vejle, Vejle Musikteater

20/10 Odense, Odeon


25/10 Næstved, Grønnegades Kaserne Kulturcenter

26/10 Slagelse, Slagelse Musikhus

27/10 Albertslund, Albertslund Musikteater


01/11 Aarhus, Musikhuset Aarhus

02/11 København, DRs Koncertsal

Billetsalget er netop gået i gang


 

Varm op med "IKEA Episodes", oprindeligt fra albummet Weird Invitations, fra DR P3's Moyo live – det er også ganske intimt:


ANNONCE