Nyhed

Slut med Slayer

GAFFA.dk – alt om musik

Det legendariske amerikanske thrash metal-band Slayer har netop offentliggjort en video, hvor de bekendtgør, at de tager på afskedsturné verden over. Hvor og hvornår vides endnu ikke, men gruppen skriver i videoen, at nordamerikanske datoer snart bliver offentliggjort. Se videoen nedenfor.

Bandet blev dannet i 1981 i Californien af rytmeguitaristen Kerry King og den nu afdøde lead-guitarist Jeff Hanneman. De var i 80'erne stilskabere indenfor den hurtige og brutale thrash metal-metal og var med til at definere genren med milepæl-albummet Reign In Blood fra 1986. Gruppen kendes som en af "The big four" inden for thrash metal, hvor de tre andre er Metallica, Megadeth og Anthrax. Deres tekster om menneskehedens skyggesider, såsom nazisme, terrorisme og folkedrab, har ofte vakt kontroverser.

Bandets seneste studiealbum er Repentless fra 2015, deres 12. studiealbum og det første uden Jeff Hanneman, der døde i 2013 af alkoholrelateret leversvigt, og også uden trommeslager Dave Lombardo, der forlod gruppen samme år grundet økonomiske uoverensstemmelser. Gruppen har tidligere udtalt, at de har overskudsmateriale liggende fra dette album, men om det vil blive udgivet inden afskedsturnéen, og om musikerne også vil gå i studiet igen, fremgår ikke.


Kerry King og vokalist og bassist Tom Araya, de to tilbageværende oprindelige medlemmer, har siden 2013 udvidet gruppen med guitaristen Gary Holt (Exodus) og trommeslager Paul Bostaph, som spillede med Slayer fra 1992 til 2001.

LÆS OGSÅ: Slayer-interview i 2015: Hannemans død førte os tættere på hinanden

Slayer har givet talrige koncerter i Danmark, senest på Copenhell 2017. Her uddelte GAFFAs anmelder Morten Johnsen fem stjerner under overskriften "Sønderrivende Slayer slagtede Copenhell". Læs hele anmeldelsen her.


 

ANNONCE