Nyhed

Jack White giver dansk koncert

GAFFA.dk - Alt om musik

En af de ledige datoer på Jack Whites kommende Europaturné er blevet udfyldt; han skal spille på dette års Tinderbox Festival i Odense. 

Det er fire år siden, Jack White sidst var i Danmark, hvor han også spillede på en festival, dengang Roskilde, hvor han har givet alle sine hidtidige danske festivalkoncerter, solo og med The Raconteurs og White Stripes. Tinderbox Festival offentligjorde i sidste uge kunstnere til flere scener, blandt andet hovednavnene Craig David og Bastille, og nu tilføjes den stærke sanger, sangskriver og guitarist, der har revolutioneret garagerocken. 

Jack Whites musik og selvskabte guitarriff udmærker sig til den helt store scene, og bookingen til endnu en dansk festival er altså lovende. Med store sange som “Lazaretto” og “Sixteen Saltines” forventer folkene bag Tinderbox Festival, at Jack White kommer til intet mindre end at blæse folk bagover med energi og hårdstlående guitar på dette års festival.

LÆS OGSÅ: Jack White: Roskilde Festival, Orange Scene

Solokarrieren startede for Jack White tilbage i 2011, hvor hans band The White Stripes opløstes. Bandet, der bestod af White selv og hans eks-kone, trommeslager Meg White, slog igennem tilbage i 2001, og deres “Seven Nation Army” er en af de store sange, de fleste kender. White lancerede sin egen karriere i 2012 med albummet Blunderbuss, der blev efterfulgt af albummet Lazaretto i 2014, og det tredje album Boarding House Reach udkommer 23. marts.

Jack White er en enestående musiker og sangskriver, der samtidig er enormt oprigtig, da han står bag så mange elementer af sin egen musik som muligt. Der er udgivet to singler fra hans kommende album, “Connected By Love” med tilhørende b-side “Respect Commander”, samt “Corporation”, der udkom så sent som i fredags.

LÆS OGSÅ: Jack White kritiserer kapitalismen på sin nye single, “Corporation”

Jack White har for nylig forbudt mobiltelefoner til sine koncerter i USA. Hvorvidt det er et forbud, han vil tage med sig til sine koncerter i Europa, der specielt er på festivaler, og hvordan dette vil kunne lade sig gøre, vides endnu ikke. Tinderbox Festival finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 28-30. juni 2018.

Varm op til sommerkoncerten med Whites nyeste single "Corporation" herunder:

  

LÆS OGSÅ: Jack White vil give koncert for dig - og ikke din mobiltelefon


ANNONCE