Nyhed

Festival forbyder kartoffelskrællere efter Gallagher-udtalelse

GAFFA.dk – alt om musik

Wireless Festival i Manchester har været ude at forbyde publikum at medbringe kartoffelskrællere. Det sker efter at festivalen er blevet bestormet med spørgsmål om, hvorvidt de må medbringe kartoffelskrællere til Liam Gallaghers koncert på festivalen.

Liam Gallagher har gentagne gange kaldt sin bror Noel Gallagher "kartoffel", og sidste år opfordrede han publikum til at skrælle kartofler under en koncert med sig i London. Et lille hint til Noel, der medbragte en person til at spille på saks – altså en, man klipper med, ikke en saxofon – da han spillede i det musikalske talkshow Later ... With Jools Holland.


Og der var da også mindst én koncertgænger, der tog opfordringen til sig ved en intimkoncert i London 7. november, til Liams store glæde.


"Vi er blevet overvældet over, hvor mange der har spurgt, om de må medbringe kartoffelskrællere til Liams koncert. Hvis I er i tvivl – så er svaret definitivt nej," siger festivalformand Sacha Lord-Marchionne til Manchester Evening News.


Liam Gallagher er netop blevet annonceret som hovednavn til NorthSide, og her er kartoffelskrællere heller ikke velkomne.

– Alle former for køkkenværktøjer er forbudt, de kan jo være skarpe og bruges som kasteskyts, siger talsmand John Fogde fra festivalen, der dog ikke er blevet overdynget med henvendelser.

– Der er en enkelt, der har spurgt på Twitter. Men det danske publikum går heller ikke så meget op i fejden mellem de to Gallagher-brødre som det engelske. Kartoffeljoken er større i England end herhjemme, hvor folk bare vil høre nogle gode sange.


Varm op med "Come Back to Me" fra Liam Gallaghers solodebut As You Were:

 

 


 

ANNONCE