Nyhed

Se Timberlake synge duet med Prince i Super Bowl

GAFFA.dk – alt om musik

I nat dansk tid optrådte Justin Timberlake til det store halftime-show i Super Bowl i Minneapolis. Det 14 minutter lange show bød blandt andet på en duet med Prince, der optrådte som videoprojektion. Se showet ovenfor.

Super Bowl fandt sted i Princes hjemby Minneapolis, og Timberlake benyttede anledningen til at hylde Prince i form af en duet, hvor den afdøde stjerne blev vist som videoprojektion, hvor han sang en balladeversion af sin klassiker "I Would Die 4 U" med Timberlake som duetpartner på et hvidt flygel. Samtidig blev Princes karakteristiske logo vist i lilla over stadion.

Duetten kom undervejs i Timberlakes performance, der ellers bød på et medley af en række af hans største hits, nærmere betegnet hans nyligt udsendte single "Filthy" efterfulgt af de ældre "Rock Your Body" – uden Janet Jackson og bryst-fremvisning som i 2004 – "SexyBack", "My Love", "Suit and Tie", "Until the End of Time", "Mirrors" og endelig "Can't Stop the Feeling".


Timberlake indledte showet på en backstage-scene, inden han kom ud på den store scene midt på stadion og fik selskab af talrige dansere, band og stort hornorkester, inden han sluttede med at gå ud til publikum. Udtrykket var dog ikke helt så spektakulært som nogle af de tidligere Super Bowl-shows, eksempelvis Lady Gaga sidste år, der bød på både flyveture og masser af fyrværkeri.

LÆS OGSÅ: De fem mest mindeværdige Super Bowl-øjeblikke

Det var tredje gang, at Timberlake optrådte i Super Bowls halftime-show. Første gang var i 2001 som en del af *NSYNC, anden gang i 2004, der som nævnt ovenfor endte med Janet Jacksons meget omtalte bryst-flash.


Prince nåede også at optræde til Super Bowl, mens han endnu var i live. Det skete i 2007 ved et meget rost show, som blandt andet bød på klassikeren "Purple Rain" fremført i silende regn.

 

 


ANNONCE