Nyhed

Queen + Adam Lambert til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Megabandet Queen + Adam Lambert tager på tour i Europa til sommer og kommer også forbi Danmark. Tid og sted er dog endnu ikke offentliggjort.

Efter bandets 25 dages lange turné til i Europa i november og december fortæller gruppen på Facebook, at Queen + Adam Lambert vender tilbage på tour i Europa til sommer. Der er allerede offentliggjort koncerter i Italien og Tyskland, og snart vil flere koncerter blive offentliggjort, hvor bandet lover shows i Danmark, Portugal, Spanien, Norge, Holland og Belgien, "i byer, som de ikke besøgte på den sidste turné". Da Queen + Adam Lambert besøgte København i november, skal vi altså muligvis opleve dem i provinsen denne gang, om end det ikke fremgår, om Queen + Adam Lambert udelukkende vil spille i nye byer i denne omgang.

Efter Freddie Mercurys tragiske død den 24. november 1991 blev Queen opløst. Bandet vendte senere hen tilbage til scenen, denne gang med Free- og Bad Company-forsanger, Paul Rodgers i 2004. Dette samarbejde ledte til nogle tours samt et nyt Queen-album, "The Cosmos Rocks", der så dagens lys i 2008. Paul Rodgers forlod derefter bandet i 2009, og en ny forsanger blev fundet. Udfaldet blev den nu 36-årige Adam Lambert i 2011, der i 2009 deltog i American Idol. 


Queen + Adam Lambert begyndte at spille live allerede i 2011, hvilket ledte til en Europa-tour i 2012 og senere hen en verdenstour i 2014-2015, der bragte dem til Jyske Bank Boxen i februar 2015. Året efter var de headliner på Jelling Musikfestival, og i november 2017 optrådte de i Royal Arena. 

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Queen + Adam Lambert i Royal Arena den 22. november 2017 


Queen tæller i dag to originalmedlemmer i form af Brian May (guitar) samt Roger Taylor (trommer). Bassist John Deacon har efter eget ønske ikke været involveret i gendannelsen, efter Freddie Mercury døde i 1991, og trak sig i 1997 tilbage fra musikerlivet. 

Koncerter offentliggjort indtil videre: 
13. juni - Köln, Tyskland - Lanxess Arena 

19. juni:  Berlin, Tyskland - Mercedes Benz Arena 

20. juni:  Hamburg, Tyskland - Barclaycard Arena 

25. juni:  Milano, Italien
2. juli:     London, Storbritannien, 02 Arena 


Der kommer yderligere information, når en dansk dato forhåbentligt snart kan offentliggøres. 

GAFFA har kontaktet Queens danske koncertarrangør Live Nation, som ikke har nogen kommentarer.

Varm op med klassikeren "Somebody to Love" fra den engelske X Factor-finale i 2014:


ANNONCE