Van Morrison og tre andre til Heartland

Van Morrison og tre andre til Heartland

Heartland Festival har netop offentliggjort fire nye, ganske forskellige navne: Legendariske Van Morrison samt AV AV AV, Søren Huss og When Saints Go Machine spiller på festivalen ved Egeskov Slot på Midtfyn i dagene 31. maj-2. juni.

Den 72-årige nordirske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Van Morrison har været musikalsk aktiv i 60 år, har udgivet 38 studiealbum, modtaget flere Grammy-priser og er optaget i såvel the Rock and Roll Hall of Fame og Songwriters Hall of Fame. Han er kendt for sange som "Brown Eyed Girl", "Gloria", "Have I Told You Lately" og mange flere, for sin ekspressive stemme og sit udtryk, der spænder over soul, blues, rock, jazz, keltisk folkemusik og meget mere.

Sidste år udgav Morrison hele to album. Først Roll With the Punches, hvor han på 10 coversange og fem originaler dykker ned i bluesen, og dernæst på den jazzede Versatile, atter med 10 fortolkninger og fem egne numre. Koncerten bliver Morrisons kun andet besøg i Danmark siden 2007 – han var her sidst i 2016, hvor han optrådte i Falconer Salen i København og på Værket i Randers.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Van Morrison, Falconer Salen, marts 2016

Elektronikatrioen AV AV AV består af ELOQ, UNKWON og DJ Er Du Dum Eller Hvad. De udgav sidste år år ep'en Everything is True og har gjort sig bemærket med et bastungt synthudtryk, som er både eftertænksomt og indbyder til dans. Senere i år er de klar med deres første fuldlængde studiealbum. Ep'en Everything is True er i øvrigt nomineret til GAFFA-Prisen i kategorien Årets Elektroniske Udgivelse. Priserne uddeles i Odeon i Odense 22. februar.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – Og de nominerede er...

Søren Huss er aktuel med sit tredje soloalbum, sidste efterårs Midtlivsvisen, som han kalder ”en voksen plade til voksne mennesker” med tekster om hverdagen midt i livet og fortrinsvis afdæmpede sange. Albummet modtog i sidste måned en Steppeulv-pris som "Årets danske udgivelse".

Den eksperimenterende elektropopgruppe When Saints Go Machine vendte sidste år efter tre års pause tilbage til de danske musikscener. Her spillede de blandt andet på NorthSide og viste, at lysten til at udvide deres musikalske univers er mindst lige så stor, som den plejer. Deres seneste album er Infinity Pool fra 2013, så mon ikke der snart kommer nyt? Sanger Nikolaj Manuel Vonsild udgav i øvrigt sidste år albummet The Water We Drink med et nyt projekt, Khalil, og det er ligesom AV AV AV nomineret til en GAFFA-Pris i kategorien Årets Elektroniske Udgivelse.

Med dagens offentliggørelser tæller musikprogrammet nu i alt 17 navne. Ud over de ovennævnte kan man blandt andre glæde sig til Patti Smith, The The, LCD Soundsystem og mange flere, mens man på talks-programmet blandt andre kan opleve forfatteren Salman Rushdie og filosoffen Slavoj Žižek i samtaler. De kommende uger vil der blive føjet en række nye navne til programmet inden for både Music, Art, Talks og Food.

Heartland offentliggør samtidig spilledage for de enkelte kunstnere:

Torsdag 31. maj:
Patti Smith and her band
Lykke Li
Grizzly Bear
Marie Key
When Saints Go Machine

Fredag 1. juni:
The The
Van Morrison

C.V. Jørgensen
Liss
Benal
AV AV AV

Lørdag 2. juni:
LCD Soundsystem
Rag’n’Bone Man
Mew
Søren Huss
Cory Henry and the Funk Apostles

Varm op med Van Morrison-klassikeren "Brown Eyed Girl" fra 1967:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA