Sammenligner vi DKs tre mest hypede rockgrupper, blot fordi de er kvinder?

Sammenligner vi DKs tre mest hypede rockgrupper, blot fordi de er kvinder?

I anmeldelser, i radioen og i nyhedsbilledet er Nelson Can, Baby In Vain og Velvet Volume ofte listet op som en treenighed, og nævnes den ene gruppe, bliver de to andre nævnt i en sidebemærkning. Er det okay?

Rockmusik er fedt. Det er fedt på anlægget, det er fedt i høretelefonerne, og det er især fedt live! Og selvom vi ikke befinder os i genrens velmagtsdage lige nu, så har vi alligevel nogle ekstremt dygtige rockgrupper i Danmark. Især tre navne har gjort sig særligt bemærkede på musikscenen i 2017 og ser ud til at fortsætte succesen langt ind i 2018 og fremover. Der er tale om Baby in Vain, Nelson Can og Velvet Volume. Anmelderne har praktisk talt ikke kunnet få armene ned, og hypen er fortsat helt hjem i hr. og fru Danmarks stuer, når de tre hold musikere har fået lov til at spille deres fineste tracks på noget så gammeldags som flow-tv. Deres succes er en realitet, og det er pissefedt. Alle tre grupper har noget unikt at byde på og bidrager på vidunderlig vis med differentiering i et dansk musikbillede, der til tider virker utroligt forudsigeligt og ensporet.

LÆS OGSÅ: Nuanceret og hypnotiserende melankoli

Ifølge kunstnerne selv er der dog et lille problem. Jeg har oplevet, at det er blevet bragt på banen ved flere lejligheder af alle tre grupper. Det irriterer dem grænseløst, at de bliver sammenlignet med hinanden, blot fordi de er kvinder. Tre styk i hver. Og det er sandt nok. I anmeldelser, i radioen og i nyhedsbilledet er de ofte listet op som en treenighed, og nævnes den ene gruppe, bliver de to andre nævnt i en sidebemærkning eller i en form for sammenligningssituation. Og GAFFA er ikke bedre end de andre medier. Vi har begået samme fejl ved mere end én lejlighed, og jeg forstår deres irritation. Jeg kan endda selv nikke genkendende til den i flere sammenhænge.

Imidlertid synes jeg også, at vi er nødt til at krydre problematikken med en nuance eller to. For sker denne sammenligning virkelig fordi, der er tale om kvinder i musik? Eller er det simpelthen blot fordi, sammenfaldende er for iøjnefaldende (ikke iørefaldende!). Vi taler om tre gange tre kvinder, der sparker seriøs rock-røv pt. De har alle været i musikken i samme periode. Sidste år var de alle aktuelle med udgivelser i sensommeren/efteråret, og alle tre udgivelser er blevet lovprist af anmelderne.

LÆS OGSÅ: Dommedagspunk til ungdommens intethed

Sammenligninger er en del af musikkens DNA. Fordelagtigt, hvis det handler om selve musikken, naturligvis. Det gør os trygge at vide, at en ny artist minder om en gammel traver. Så er vi ikke helt på ukendt territorium. Men selvom sammenligningerne bunder i andre ting, så sker det konstant. Det er ikke kun på kvindesiden. Julias Moon og Scarlet Pleasure? Hvem har ikke trukket referencekortet her i ny og næ? Når jeg tænker på Mew, D-A-D, Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, kommer de alle fra samme boks i mit hoved – også selvom deres musikalske referenceramme er meget forskellig. Hvis jeg hører Kashmir på Spotify, er chancen for, at jeg får lyst til et stykke med Mew eller D-A-D eller Dizzy ret stor, fordi de, for mig, har en forbindelse, der rækker længere end selve det musikalske produkt.

Min veninde fortalte mig engang, at vi mennesker grupperer vores indtryk i hovedet rent kognitivt. Det er også derfor, at min bedstemor fumler rundt i os børnebørns navne. Fordi vi alle fire befinder os i samme kærlighedsboks i hendes hoved. Jeg tror, det samme er tilfældet med musik og langt hen ad vejen med sammenligningerne af Baby in Vain, Nelson Can og Velvet Volume.

LÆS OGSÅ: Så langt grænserne kan strækkes


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA