Nyhed

Undersøgelse: Hvor gammel er den typiske "Creep"-fan?

GAFFA.dk – Alt om musik

Undersøgelse fortæller, at "Creep" er mest elsket af 38-årige mænd.

En ny undersøgelse fortæller, at vi "holder fast i den musik, som har fanget os i den tidligste fase af vores ungdomsår."

Undersøgelsen har kigget på musiksmag hos forskellige køn og generationer og fandt, at "Creep" af Radiohead er særlig populær blandt 38-årige mænd.


Økonomen Seth Stephens-Davidowitz, der skriver i The New York Times, forklarer, at inspirationen til hans studie kom fra en uenighed med sin bror over Bruce Springsteens sang "Born to Run", som han elsker, men hans bror ikke gør.

"Jeg troede, at data kunne give mig klarhed om, hvorfor min bror og jeg aldrig synes at være enige om musik," skriver Stephens-Davidowitz. "Jeg ønskede især at se, i hvilket omfang det år, vi blev født, har indflydelse på den musik, vi lytter til, i hvilken grad de forskellige generationer skal være uenige om musik."

Stephens-Davidowitz analyserede Spotify-data fra den mest streamede musik af brugere i forskellige aldre og fandt, at voksne kvinder kan ses som mest påvirket af musik, de først hørte, da de var 13 år, mens voksne musikalske præferencer indtraf hos mænd, da de var 14 år. Generelt er folk dog mest påvirkede af sange, de hørte som teenagere.


Undersøgelsen så på Radioheads "Creep", som er markant mere populær blandt mænd i alderen 38 år end andre demografier. Det er den 164. mest populære sang blandt 38-årige mænd, men ikke i top 300 for dem, der er født et årti tidligere eller senere. De mænd, der mest synes godt om "Creep", ville have været omkring 14 år, da sangen blev et hit i 1993.

LÆS OGSÅ: Radiohead sagsøger Lana Del Rey for plaigering af sang, som selv er plagiat

Artiklen fortsætter efter videoen


Se musikvideoen til "Creep" fra 1992:

Stephens-Davidowitz fandt også, at The Cures "Just Like Heaven" er mest populær blandt 41-årige kvinder (som var 11 år på tidspunktet for udgivelsen). I senior-afdelingen er Roy Orbisons "Oh, Pretty Woman" fra 1964 mest populær blandt kvinder på 69 år – der dermed var 17 år, da sangen var et hit. Coolios "Gangsta's Paradise" beskrives også som "ekstremt upopulær blandt kvinder i 70'erne," hvilket næppe kan undre.


"Denne forskning fortæller os, at størstedelen af os, når vi er voksne, formentlig fortrækker den musik, der fangede os i den tidligste fase af vores ungdomsår," konkluderer Stephens-Davidowitz. Han skriver videre, at første halvdel af 20'erne kun har halvt så meget indflydelse på vores musiksmag som begyndelsen af teenageårene.

Han har i øvrigt ikke fundet nogen forklaring på, hvorfor han elsker Springsteens "Born to Run", der udkom i 1975, hvor han ikke engang selv var født. Han angiver selv, at det måske skyldes, at han ligesom Springsteen er vokset op i New Jersey. Han nævner til gengæld ikke – men det kan også være et bud – at han første gang hørte sangen, da han var i begyndelsen af teenageårene.

ANNONCE