Hun bliver stor i 2018: Dansk-walisiske Drew klar med debutsingle

Hun bliver stor i 2018: Dansk-walisiske Drew klar med debutsingle

Dansk-walisiske Drew resignerer over forliste affærer i sin debutsingle

Hun beskrives som "en Rock'n'roll Pocahontas" af sit pladeselskab Warner Music. Danske Drew søger med den nye single at udvikle en lyd i en genre, hvor der er kamp om at fremstå autentisk i lyduniverset. 

Singlen "Keeping Up" forsøger at lade vokalen navigere stemningen i lydbilledet, og produktionen byder på en massiv trommemaskine, der læner sig op ad et flittigt keyboard, der markant om end underspillet lister efter melankolien, som Drews fremtrædende stemme addresserer. Beskrivelsen er derfor heller ikke helt forkert, når Warner kalder hende ”et kærlighedsbarn imellem Banks og Taylor Swift med et strejf af Joan Baez”. Hvor Banks-elementet mest af alt er at finde i det dybe toneleje og lydbilledet, peger det lyriske element i retning af Taylor Swift-inspirationer: "But your blood runs too fast / there's no way i'm keeping up with you / 'cause I took it all up on the first day / gave it all up on the third day / only to repeat, just trying to keep up with you". Sammenligningen er temmelig nærliggende. 

Stilen er dog tydeligt mere poppet end Drews tidligere engelskbaserede electronica-duo, DREWXHILL, hvor Pete Tong, Jamie XX og Skrillexx figurerede som inspirationer og mentorer i projektets forløb.

Nu er dansk-waliseren altså landet i Danmark igen for at lade solo-projektet få en chance. Og Drew har fået noget af en flyvende start, idet hun var blandt Vegas Udvalgte ved minifestivalen i januar samt var at finde i GAFFAs artikel "De bliver store i 2018". Hun kan også opleves på årets Spot Festival.  

Guide: De bliver store i 2018 – Danmark

Lyt til singlen "Keeping Up" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA