Dobbelt GAFFA-Pris-vinder Hugo Helmig: – Jeg har det så vildt, at jeg var ved at snuble

Dobbelt GAFFA-Pris-vinder Hugo Helmig: – Jeg har det så vildt, at jeg var ved at snuble

Med kun to offentliggjorte sange kan det være svært at fatte, at den blot 19-årige Hugo Helmigs karriere er på himmelflugt, før den knap nok er startet. Men den er god nok. Og ikke nok med det, så høstede han desuden hele to priser ved GAFFA-Prisen 2018, nemlig Årets Nye Danske Navn og Årets Danske Hit ("Please Don’t Lie"). Den 9. marts udkommer ep’en Promise, der kommer til at byde på noget andet end det, vi indtil videre har hørt fra den charmerende popdreng.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – Og vinderne er...

Hvordan vil du takke de læsere, der har stemt på dig?

– Jeg har forsøgt at takke dem med det, jeg har sagt her til aften – at min mor altid har sagt, at man ikke skal tage medgang for givet, og at man i hvert fald ikke skal tage for givet, at man vinder to GAFFA-Priser. Derudover vil jeg takke dem med et opslag på Instagram.

Hvad skal du lave i 2018?

– Jeg skal lave ny musik og ud at spille på en masse festivaler. Jeg skal spille koncerter i Tyskland og her i Danmark. Men vigtigst af alt skal jeg udgive ny musik.

Ja, hvad kan folk forvente sig af den nye ep Promise, der udkommer 9. marts?

– De kan forvente forskellig musik og noget andet, end de allerede har hørt. Der vil være knap så meget pop og mere af det, jeg kalder "popmusik med et twist" i form af blandt andet blues og soul. Så det bliver noget andet, end det man har hørt indtil nu, men det bliver stadig mig.

Føler du, at du skal leve op til dit efternavn?

– Da jeg var lidt yngre, tænkte jeg over, at hvis jeg startede med at lave musik, så skulle jeg leve op til det. Men hvor jeg er nu, så føler jeg, at jeg er mig selv. Jeg har selvfølgelig haft tanken om det, men jeg prøver at slippe den så meget som muligt.

Hvordan har det været at turnere indtil videre?

– Det har været sjovt, men det har også været udfordrende. Jeg har jo aldrig prøvet at turnere før. Jeg har skullet lære mig selv at kende på en scene og lære at overvinde nervøsiteten.

Hvad tænker du om at du har vundet hele to priser i aften?

– Det er for vildt! Jeg var ved at snuble over et blåt lærred, da jeg skulle fotograferes – så vildt har jeg det over det. Det er to meget flotte priser, som jeg har vundet blandt nogle virkelig seje musikere, som jeg respekterer meget.

Hvis du skulle nævne nogen, du gerne ville samarbejde med, hvem skulle det så være?

– Jeg kunne godt tænke mig at lave et nummer med Soleima, som faktisk har været min klaverlærer. Jeg synes, hun har en god stemme og laver noget god musik. Af udenlandske musikere kunne jeg godt drømme om Justin Bieber, Shawn Mendes og John Mayer.

 

Se hele showet her:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA