Mads Langer vækker jubel til GAFFA-Prisen: Forærer Lars Løkke højskoleophold

Mads Langer vækker jubel til GAFFA-Prisen: Forærer Lars Løkke højskoleophold

I aftes blev GAFFA-Prisen uddelt i Odeon i Odense, og en af de store prisvindere var Mads Langer. Han modtog to priser, ”Årets Danske Solist” og årets ”Årets Danske Livenavn”, og i forbindelse med sidstnævnte kom Langer med en noget politisk takketale, som samtidig var en kommentar til Langers meget omtalte takketale til GAFFA-Prisen sidste år, hvor han også modtog to priser.

LÆS OGSÅ: Mads Langer går viralt med sit politiske budskab til GAFFA-Prisen

Ved sidste års GAFFA-Prisen vakte Langer stor debat, da han brugte sin tale på at kritisere regeringens uddannelsesloft og modstand mod sabbatår. "Jeg har seks års SU, som jeg gerne vil dele med dig, Lars Løkke. Du må få dem til en uddannelse i medmenneskelighed, lød det dengang fra Langer. Det medførte jubel, men også kritik fra blandt andre Venstres daværende uddannelsesordfører, Jakob Engel-Schmidt, og det var denne kritik, som Langer kommenterede på ironisk vis ved dette års show:

"Politikerne siger, at vi skal lade være med at blande os i debatten og nøjes med at synge. De har selvfølgelig ret, de er langt bedre end os til politik, så derfor vil jeg undlade at sige, hvor langt ude det er, at de skærer igen og igen i de musisk-kreative fag i folkeskolen, selvom det skaber langt bedre samfundsborgere med kreativitet (...) og hvor langt ude det er, at de år efter år skærer i støtten til højskolerne. Jeg tror, at et højskoleophold vil gøre enhver borger til en bedre borger," sagde Mads Langer blandt andet og sluttede med at forære Lars Løkke Rasmussen et højskoleophold.

Se Mads Langers tale nedenfor – den begynder ved 1:44:40

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA