Tivoli er klar med Fredagsrockprogrammet

Tivoli er klar med Fredagsrockprogrammet

Fredagsrockprogram fejrer Tivolis 175 års jubilæum.
 
For 22. år i træk løfter Tivoli sløret for årets Fredagsrockprogram, der i år kommer vidt og bredt omkring på tværs af genrer. Tivoli har netop fået tilladelse til at hæve lydniveauet med 7 dB(A), som vil give en væsentligt forbedret koncertoplevelse med endnu bedre lyd til 20 store koncerter. Programmet spænder fra Kim Larsen over de norske popikoner i a-ha til The Hollywood Vampires med de levende legender Alice Cooper, Johnny Depp og Joe Perry. Tivoli byder også på blandt andet Scarlet Pleasure, Marie Key samt L.O.C.
 
 
Tivoli fylder 175 år og åbner jubilæumsåret med Christopher fredag den 13. april kl. 22.00.
 
Fredagsrock bliver årligt besøgt af op mod en halv million musikfans, hvilket svarer til en håndfuld store musikfestivaler tilsammen. Publikum kan se frem til 24 fredage med i alt 36 bands og artister, idet en række af fredagene byder på dobbeltkoncerter.
 
 
Underdirektør Kultur i Tivoli Nikolaj Koppel siger:
"Vi glæder os over de forbedrede lydforhold, som både vi, vores optrædende kunstnere og rigtigt mange af vores Fredagsrock-gæster har efterspurgt i noget tid. Den ekstra lydvolumen er virkelig en gave til de hundredtusindvis af musikfans, der holder af at høre musik i Tivolis helt unikke omgivelser.
Programmet har i år en bredde og en tyngde, der er en jubilæumssæson værdig. Københavnere og andre besøgende kan glæde sig til et stærkt program, der byder på både nye og veletablerede navne fra den danske musikscene krydret med et par udenlandske perler."
 
Masser af rock og hiphop
Det er lykkedes at få The Hollywood Vampires med Alice Cooper, Aerosmith-guitaristen Joe Perry og skuespilleren og guitaristen Johnny Depp på årets plakat. De er kendt for deres fortolkninger af rockklassikere som eksempelvis Led Zeppelins "Whole Lotta Love", David Bowies "Rebel Rebel" og Alice Coopers "School's Out". Programmet tæller også navne som Carpark North og Magtens Korridorer, og så er det første gang i over 10 år, at rockbandet Mew spiller til Fredagsrock.

 
Hiphop-programmet byder på ældre og yngre stjerner som L.O.C., Sivas og Node samt en triplekoncert med retrorap-succesen Marvelous Mosell sammen med veteranerne MC Einar og Rockers by Choice. Det er i år 30 år siden, at de to sidstnævnte udgav deres debutplader i Danmark, hvilket må betegnes som dansk raps fødsel.
 
 
Solid pop
Blandt de mere folkelige navne forventer Tivoli mange fans til Kim Larsen, hvor alle opfordres til at komme i god tid før koncertstart. Navne som Lis Sørensen, Stine Bramsen og Burhan G vil også byde på velkendte hits. Det samme gør Michael Falch, der denne gang deler aftenen med Hush, som med et salg på over 100.000 albums gennem årene er en af Danmarks største succeser inden for countrypop.
 
Alex Vargas er tilbage i Danmark efter en række udsolgte optrædener i England og USA og sin største danske indendørs koncert i Royal Arena. Han har gennem de seneste tre år haft en række hits ligesom Scarlet Pleasure, der slog igennem i 2014 med radiohittet "Windy" og 22. februar modtog hele tre GAFFA-Priser.

 
Fredagsrock lukker og slukker 21. september med følelsesfulde dansksprogede sange fra Søren Huss og Carl Emil Petersen.
 
Artiklen fortsætter under videoen.
 
Se musikvideoen til "Take On Me" af a-ha fra 1985:
 
 
Fredagsrockprogrammet for 2018:
 
13. april: Christopher
20. april: Sivas + Node
27. april: Marvelous Mosell + MC Einar + Rockers By Choice
4. maj: Carpark North
11. maj: Gilli + Djämes Braun
18. maj: Michael Falch Og Det Band + Hush
25. maj: Peter Sommer + Gangway
1. juni: Kesi + Hugo Helmig
8. juni: The Hollywood Vampires
15. juni: Marie Key
22. juni: Stine Bramsen + Barbara Moleko
29. juni: Magtens Korridorer
6. juli: Citybois + Skinz + Faustix
13. juli: Kim Larsen
20. juli: L.O.C.
27. juli: a-ha
3. august: Burhan G
10. august: Lis Sørensen + Karl William
17. august: Alex Vargas
24. august: Scarlet Pleasure
31. august: Mew
7. september: Bliver offentliggjort senere
14. september: Bliver offentliggjort senere
21. september: Søren Huss + Carl Emil Petersen

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN