Nyhed

Jacob Bellens varmer op til album med stemningsfuld single

GAFFA.dk – alt om musik

Jacob Bellens udgiver sit fjerde soloalbum Trail of Intuition den 23. marts og varmer op med en ny single, "One of a Kind". Hør den diskret groovy ballade nedenfor.

Bellens skrev sangen helt tilbage, før han udgav sit første soloalbum i 2012, men det er først nu, den er blevet indspillet. Han spillede sangen nogle år senere ved en koncert, hvor produceren på Bellens' hidtil seneste album Polyester Skin, Kasper Bjørke, hørte den og opfordrede Bellens til at få nummeret optaget.

"Jeg syntes dog, den skulle have en anderledes produktion, så jeg gjorde, hvad jeg nogle gange gør, og skrev en 'søskende-sang', et forsøg på at skrive en anden version af den samme sang," fortæller Bellens.

Den anden sang fik titlen "Untouchable" og kom med på Bellens' Polyester Skin fra 2016, hvor den blev et pænt hit – videoen har i skrivende stund næsten en halv million visninger.


LÆS OGSÅ: Med kursen sat mod internationalt format – anmeldelse af Jacob Bellens: Polyester Skin.

Nu er turen så kommet til "One of a Kind", der ligesom "Untouchable" er en eftertænksom ballade, denne gang med bidrag fra strygerne Ida Marie Arendt og Kirstine Elise Pedersen samt trompet fra Mikkel Grevsen. Nummeret har samtidig en diskret dansabel undertone med alsidigt trommespil. Det groovy, som vi også har kunnet høre i mere udfoldet form i de to første singleforløbere, "Whenever" og "Renegade", karakteriserer hele det kommende album fra Bellens, Trail of Intuition, som er på gaden 23. marts og bliver efterfulgt af en Danmarksturné med fuldt band.

Jacob Bellens kan opleves følgende steder:

14/4   Vejle            Bygningen


19/4   Roskilde       Gimle

20/4   Odense        Posten

21/4   Aalborg        Studenterhuset


25/4   København   Store Vega

26/4   Aarhus         VoxHall

27/4   Kolding         Godset


28/4   Herning        Fermaten

Se den minimalistiske, stilfulde video til "One of a Kind" – og nedenfor søstersangen "Untouchable":


ANNONCE