Beach House til Danmark med nyt album i ryggen

Beach House til Danmark med nyt album i ryggen

Dreampop-duoen Beach House er i dag klar med en ny single, flere detaljer om deres kommende album samt offentliggørelse af en koncert i København.

Den 11. maj udgiver Beach House alias sangerinde og keyboardspiller Victoria Legrand og guitarist Alex Scally deres syvende studiealbum, som har fået den enkle titel 7. Albummet bliver fulgt op af en koncert i Forum Black Box i København 9. oktober.

Det nye album indeholder numre som "Lemon Glow" (der blev udgivet på Valentines Day), "Black Car", "Drunk In LA", "Dark Spring" samt singlen "Dive", der udkommer i dag. Alle numre begyndte i hjemmestudiet i Baltimore og blev færdiggjort i Carriage House i Stamford, Connecticut samt Palmetto Studio i Los Angeles og er indspillet i samarbejde med Peter Kember, kendt som kultbandet Spacemen 3's medlem Sonic Boom. Peter Kember har dog ikke produceret i traditionel forstand, men har mere arbejdet som rådgiver.

Ifølge bandet selv har de denne gang – mod sædvane – i studiet ikke begrænset sig til, hvad de selv kan spille live. Duoens livetrommeslager siden 2016, James Barone, spiller med på hele albummet.

Hør "Dive" her:

Beach House tager på turné i anledningen af udgivelsen af 7, en tur, som begynder den 30. april i Chattanooga, Tennessee og slutter den 20. oktober i Dublin.

Turnéen bringer som nævnt også bandet til Danmark, når de tirsdag den 9. oktober gæster Forum Black Box. Billetsalget begynder 9. marts klokken 10.

Gruppen har besøgt Danmark relativt ofte i de senere år, senest i Vega i København i 2015, på NorthSide i 2016 og Haven Festival i 2017. Koncerten i Forum Black Box bliver deres hidtil største indendørs koncert i Danmark.

LÆS OGSÅ: Drømmende fremmedgørelse – Beach House-anmeldelse fra Haven Festival, 2017

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA