Nyhed

"De er ikke bange for at kalde sig et pigeband"

GAFFA.dk – Alt om musik

Pigebandet TAKforSIDST – og ja, det kalder de sig selv – er på Kvindernes Internationale Kampdag klar med en ny live-musikvideo "Guld & Grønne Skove".

Da TAKforSIDST for to år siden udgav singlerne "AVMITHOVED", "Vinter" og "Grim Når Jeg Græder", skete det via en pladekontrakt med selskabet ArtPeople, kendt for store navne som Folkeklubben, Anne Linnet ogRasmus Seebach, og de troede, at alt kørte på skinner herfra – sådan skulle det dog ikke gå. På grund af forskellige ambitionsniveauer har pigerne valgt at bryde med deres label for at gøre det selv. Fredag den 9. marts udkommer singlen "Guld & Grønne Skove", og det er første del i en "parforholds-trilogi", de kalder WHATEVER.

TAKforSIDST er ikke er bange for at kalde sig et pigeband, og de er glade for at lave pop med selvsikker gør-det-selv-attitude, ærlige tekster og catchy melodier.
 
 
"Guld & Grønne Skove" handler ifølge bandet "om de utopiske drømme, man har i et forelsket forhold – men lige så langsomt, som den banale hverdag indtræder, kvæles fyrværkerishowet, og pludselig en dag er der ikke andet tilbage end tanken om de guld og grønne skove, man lovede hinanden." Singlen åbner med linjen "engang var der lys i dine øjne, du var stiv og nøgen, det er der intet tilbage af".
 
Sif, Katrine og Elisabeth skriver deres melodier og tekster i fællesskab med kun en guitar som eneste instrument, og de har valgt at lave en alternativ version af hver sang for at vise, hvordan de lyder udenfor studiet. Det fremgår tydeligt i livevideoen til "Guld & Grønne Skove", hvor lyd og billede er optaget på én og samme tid.
 

LÆS OGSÅ: TAKforSIDST udgiver video med MJ Amigo som dansende julemand


ANNONCE