Nyhed

På kampdagen: Wonderfestiwall er klar med fire markante kvinder

GAFFA.dk – alt om musik

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag er Wonderfestiwall klar med fire markante danske kvindelige kunstnere til musikprogrammet 2018. En veteran, der brød igennem i 70'erne, en hitmager fra 00'erne og frem og to unge navne, der kun har få år på bagen som professionelle solister.

De stærke kvinder er Anne Linnet, Medina, Soleima og Ericka Jane.

– Vi ønsker at markere Kvindernes Internationale Kampdag ved at præsentere og fremhæve både nye og etablerede kvindelige musikere på den danske scene. Anne Linnet, Medina, Soleima og Ericka Jane har det til fælles, at de vil kaste popstøv over festivalen til august, siger booker Jesper Larsen og tilføjer: 


– Vi ved, at der i 2018 er stor fokus på repræsentationen og fordelingen af mænd og kvinder på den danske scene. Med kunstnere Anne Linnet, Medina, Soleima og Ericka Jane vil vi gerne prioritere de kvindelige musikere og være med til at lave om på kønsfordelingen på vores musikprogram. Dog dominerer de mandlige kunstenere mange af de genrer, som vi vægter højt på festivalen, men dette er bestemt ét skridt i den rigtige retning om en dansk musikscene, som afspejler lighed og ligestilling.

Festivalen vil i nærmeste fremtid præsentere flere nye navne.

Anne Linnet


Anne Linnet er én af Danmarks største sangere og sangskrivere. Hun har været aktiv og haft talrige hits siden 70'erne, dengang blev andet i front for en af Danmarks første kvindegrupper, Shit & Chanel, siden som solist. Linnet er kendt for evergreens som "Smuk og dejlig", "Barndommens Gade", "Tusind stykker" og mange, mange flere.

Medina

Popdronningen Medina, der debuterede i 2007 og brød igennem i 2009 med "Kun for mig", behøver næppe nogen større præsentation. Både Linnet og Medina er i øvrigt modtagere af den danske pladebrancheorganisation IFPI's prestigefulde Ærespris, som de modtog i henholdsvis 2008 og 2016.


Soleima

Soleima er navnet på den danske sangerinde og sangskriver, der i løbet af det sidste år har fået både Danmark og udlandet til at lytte. Du kender hende måske fra numre som "Low Life" og "Paper", som begge har været i heftig rotation på P3. Soleima har en fortid som sangerinde i hiphop-gruppen Flødeklinikken, hvor hun dengang var kendt under sit rigtige navn, Sarah Mariegaard.

Ericka Jane


Den 22-årige sangerinde Ericka Jane er kendt for hits som "Insatiable", "Favorite Lie" og "Bad Like Me" og byder på pop, urban og 90'er-inspiration.

Wonderfestiwall løber af stabelen den 16. til 19. august 2018 på Bornholm.

 

 


ANNONCE