Nyhed

Er plagiatsagen endelig afgjort?

GAFFA.dk – alt om musik

Lana Del Rey kom med overraskende udtalelse fra scenen under koncert i Brasilien.

Tidligere i år gik Lana Del Rey ud på Twitter og bekræftede rygterne om, at Radiohead havde anlagt sag mod hende på baggrund af, at Thom Yorke & co angiveligt mener, den amerikanske popstjerne har plagieret deres hit "Creep" i sidste års sang "Get Free".

Sangen er at finde på hendes seneste album Lust For Life, som for øvrigt blev tildelt fire stjerner af GAFFAs anmelder.


LÆS OGSÅ: "Blurred Lines"-sangskrivere taber plagiatsag – igen

Senere kunne Pitchfork melde, at Radioheads musikpublisher Warner/Chappell (som varetager gruppens musikalske rettigheder) var kommet med en første offentlig kommentar om sagen. I en udtalelse til det amerikanske musiksite bekræftede en talsperson for publisheren, at repræsentanter for de to parter havde ligget i diskussioner helt siden august 2017.

Videre mente talspersonen, at det var "helt klart", at "Get Free" tog musikalske elementer i brug, som man finder i versene på Creep, og at Warner/Chappell derfor var kommet med en forespørgsel om, at sangskriverne bag Creep (altså Radiohead) skulle anerkendes.


Artiklen fortsætter under videoen.

Ifølge NME kan sagen nu være overstået. I hvert fald er Lana Del Rey selv kommet med en udtalelse, som kan tolkes i den retning. Under sin optræden på festivalen Lollapalooza i Brasilien denne weekend sagde hun nemlig følgende fra scenen, da publikum råbte, at de ville høre "Get Free":


"Nu, hvor søgsmålet er overstået, kan jeg synge den sang lige, når jeg vil, ikke sandt?"

Dette er første indikation på, at den meget omtalte fejde mellem det britiske rockband og den amerikanske popstjerne er overstået. Hvad som eventuelt er blevet aftalt mellem de to parter er endnu ikke kommet ud.

Foruden Lana Del Rey er Kieron Menzies og Rick Nowels krediteret som sangskrivere på "Get Free".


Sjov en lille sjov detalje er Radiohead selv blevet dømt for at plagiere en anden sang i netop "Creep".

LÆS OGSÅ: Radiohead sagsøger Lana Del Rey for plagiering af sang – som selv er plagiatdømt.

 


 

ANNONCE