Nyhed

Martin Hall klar med ny single og video – album og koncerter på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Multimusikeren fejrer 40 års jubilæum som 55-årig

Sangeren, sangskriveren og forfatteren Martin Hall er efter fem års pladepause (bortset fra musik til et spoken word-album med den afdøde digter Janina Katz) tilbage med en ny single og tilhørende video, "Lesser Gods". Desuden annoncerer han en kommende retrospektiv udgivelse og sine første koncerter i mere end fem år. Hør singlen og se videoen – baseret på ældre privatoptagelser – ovenfor.

"Lesser Gods" er en forløber for Halls album A Brief Summary, der udkommer 4. maj og bliver en retrospektiv udgivelse med flere nyere indspilninger. Ud over disse byder albummet blandt andet på remakes og alternative udgaver af Halls eget foretrukne materiale fra de senere år, det vil sige efter årtusindskiftet. Albummet markerer Halls 40 års jubilæum som udøvende musiker – ganske imponerende, da han på udgivelsestidspunktet kun lige er fyldt 55 år. Han pladedebuterede dog "først" i 1980, som 17-årig.
 
Titlen udgives som et dobbelt-vinylalbum, digipack-cd samt noget så retro-orienteret som musikkassette – alle formater i begrænsede oplag. 
 
Blandt gæsteoptrædenerne på albummet finder man blandt andet den musikalske pioner Else Marie Pade (1924-2016), der var en af de første danske elektroniske musikere, gruppen Efterklang, den britiske pianist Othon samt den danske jazzlegende, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946-2005). Sidstnævnte medvirker på den jazzede ballade ”Lesser Gods”, som er en genindspilning baseret på sangen "Seemingly Endless" fra albummet A Touch of Excellence fra 1993.


LÆS OGSÅ: Flosset og gennemmusikalsk roadtrip med den omskiftelige hr. Hall

Første koncerter i fem år
  
Martin Hall giver til efteråret sine første koncerter som sanger med band i mere end fem år. Som altid spiller han kun ved ganske få lejligheder, nemlig følgende steder:
 
Lørdag den 6. oktober 2018: Fuglsø Centret (ved Aarhus)

Lørdag den 20. oktober 2018: Bremen Teater (København)

Lørdag den 27. oktober 2018: Kulturmaskinen (Odense)

Billetsalget til de to første koncerter er begyndt, mens billetsalget i Odense begynder senere.


 

Bandet ved koncerterne vil være:

Martin Hall (vokal)


Christine Raft (flygel)

Johnny Stage (guitar, diverse)

Una Skott (guitar, keyboards, diverse)


Andreas Bennetzen (kontrabas med bue med mere)

Sisse Selina Larsen (trommer, percussion)

LÆS OGSÅ: Hall på hjemmebane – anmeldelse af Martin Hall-koncert, Hofteatret, København, 2013


 

Debut som 15-årig
 
Martin Hall dannede sit første punkband R.A.F. i 1978. Året efter debuterede han som sanger med postpunk-gruppen Identity, der senere skiftede navn til Ballet Mécanique, ved festivalen ”Concert of the Moment”. I foråret 1980 pladedebuterede Ballet Mécanique, og trioens første album The Icecold Waters of the Egocentric Calculation regnes stadig for en af dansk postpunks vigtigste udgivelser. Albummet er fremhævet som en af 50 markante danske plader i Politikens Forlags leksikon Rock fra 2002, redigeret af nu afdøde Torben Bille. 
 
Gennem sit mangeårige virke har Hall spændt over mange genrer – post-punk, rock, elektronisk musik, pop, avantgarde med mere. Han regner selv 1996-albummet Random Hold for et af sine hovedværker, og det var i forbindelse med udgivelsen af dette udspil, at han for første og hidtil eneste gang var på forsiden af GAFFA. 
  
Martin Hall har desuden udgivet en række bøger, både romaner, kortprosatekster og essays. Han udgav i efteråret 2017 den meget roste selvbiografi 1971–1985. Bogen handler om Halls formative år som teenager og ung mand og skildrer en turbulent periode både personligt og kulturelt. 

LÆS OGSÅ: Martin Hall udgiver selvbiografi: – Jeg havde langt mere at fortælle om 70’erne og 80’erne, end jeg troede


I perioden 2007-2012 skrev Martin Hall desuden en række essays for GAFFA om markante punk- og post-punk- og avantgardenavne som Sex Pistols, Joy Division og Echo and the Bunnymen. Disse essays samt en række nye artikler er udgivet i bogen Nostatic!, udgivet på GAFFA Forlag i 2012.

 

 

 


ANNONCE