Nyhed

Se den officielle 90 sekunders trailer for den kommende Queen-film

GAFFA.dk – alt om musik

Filmen nærmer sig omsider sin premiere

I går kunne vi vise den første, 11 sekunder korte trailer til den komme Queen-film Bohemian Rhapsody, der får dansk premiere 1. november. Nu er den officielle, 90 sekunder lange trailer så offentliggjort, og du kan se den ovenfor.

I traileren ser man blandt andet det unge band præsentere deres nyindspillede sang "Bohemian Rhapsody" for deres pladeselskabschef, der ikke er begejstret for, at nummeret varer "for evigt, seks minutter". Ikke desto mindre blev det som bekendt et verdenshit og en klassiker.


Filmen følger Queen fra dannelsen af bandet i 1970 til deres ikoniske Live Aid-optræden i 1985, seks år før Freddie Mercurys død.

Filmplanerne til Bohemian Rhapsody blev offentliggjort helt tilbage i 2010, men det har også været en problemfyldt vej til premiere for filmen om det britiske band. Først skulle Sascha Baron Cohen spille Freddie Mercury, men han forlod projektet grundet kreative uenigheder. Tilbage i december 2017 blev det klart, at Bryan Singer, bedst kendt for X-Men-serien, var blevet fyret som instruktør af filmen, eftersigende efter flere stridigheder med crewet og skuespillere under indspilningen. Singer havde dog en anden forklaring, som gik på, at han forlod filmen, fordi han ikke kunne få lov til at tage fri for at passe en af sine forældre, der var alvorligt syg.

Det hele endte med, at Dexter Fletcher, der har instrueret 2016-filmen Eddie the Eagle om Eddie Edwards, og som tidligere har spillet i Lock Stock and Two Smoking Barrels og HBO-miniserien Band of Brothers, overtog instruktørjobbet mod slutningen af ​​indspilningsperioden. Filmen er blandt andet produceret af de nuværende Queen-medlemmer Brian May og Roger Taylor.


De aktuelle udgave af Queen med Adam Lambert som sanger kan i øvrigt opleves fredag den 15. juni i Jyske Bank Boxen.

LÆS OGSÅ: Majestætisk besøg i royale omgivelser

 


ANNONCE