Stjernefotograf udstiller i Odense

Stjernefotograf udstiller i Odense

Mick Rock har fotograferet David Bowie, Queen, Lou Reed samt Tinderbox-aktuelle Jack White og Iggy Pop. Nu udstiller stjernefotografen på Tinderbox og i Kongens Have i Odense.

Den engelske fotograf Mick Rock er blevet kaldt "Manden, der fotograferede 70'erne" ikke mindst på grund af sine ikoniske billeder af David Bowie som Ziggy Stardust. Mick Rock har også taget billeder til Lou Reed, Sex Pistols, The Ramones, Talking Heads og Roxy Music foruden coverbilledet til albummet Queen II, der året efter blev genskabt i videoen til Queens "Bohemian Rhapsody".

Den 69-årige fotograf har senere i karrieren fotograferet stjerner som Snoop Dogg, Alicia Keys, Lady Gaga, Daft Punk, Snow Patrol samt The Killers og Kings of Leon, der gæstede Tinderbox sidste år. I 2016 var der premiere på dokumentarfilmen SHOT! om hans liv og karriere.

Mick Rock gæster Odense fredag 15. juni med udstillingen: Mick Rock x Tinderbox. Første del af udstillingen vil kunne ses i Kongens Have, mens anden del vil kunne ses i Tusindårsskoven under Tinderbox i dagene 28.-30. juni.

LÆS OGSÅ: Mariah Carey gæster Danmark

"Der er få fotografer, der i så høj grad som Mick Rock er synonym med musikhistorien, og samtidig har været med til at forme vores opfattelser af rockstjernerne. Ikoniske billeder af David Bowie, Queen og Debbie Harry fra Blondie er de første på nethinden, når deres navne bliver nævnt, og han tog også de berømte coverbilleder til Lou Reeds Transformer og Raw Power med Iggy Pops band The Stooges. De er blandt de mest ikoniske pladecovers nogensinde, så vi er meget stolte over at kunne præsentere manden bag billederne i Odense denne sommer," udtaler pressechef for Tinderbox, John Fogde.

Udstillingen Mick Rock x Tinderbox indeholder 36 værker og kører fra 15.-30. juni 2018. Mick Rock vil være til stede på Tinderbox for at åbne anden del af udstillingen og se sin gamle ven Iggy Pop optræde om aftenen. Mick Rock vil desuden signere 100 kopier af sin Taschen-bog The Rise of David Bowie, der helt eksklusivt vil kunne købes i merchandise-boden under Tinderbox.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA