Nyhed

VIDEOPREMIERE: Father John Misty vakler rundt i nattens tomme gader

GAFFA.dk – alt om musik

Singer-songwriteren er netop ude med musikvideoen til albumtitelnummeret "God's Favorite Customer". Se øverst den nye musikvideo. 

I den knap seks minutter lange video vandrer Father John Misty hvileløst rundt i nattens mørke gader imens dagslyset langsomt bryder frem mellem alle højhusene. Det er en Father John Misty i en vaklende gang, vi ser, med skiftevis en smøg eller øl i sin hånd og iført en nedknappet skjorte og lang åben frakke. 

Imens han rodløst går rundt i de tomme gader synger han linjerne "Another night on the streets. All bug-eyed and babbling". Mistys fjerde og seneste album er skrevet på baggrund af en større personlig krise og hjertesorg, som også kan høres i sangteksterne. Misty har tidligere udtalt til Uncut, at hans nye album er skrevet i en seks-ugers periode, hvor han gik alene rundt i byens gader og boede på hotel – noget, som skildres i den nye musikvideo. 

LÆS OGSÅ: Fremragende firer fra den amerikanske ener

Fornylig spillede Father John Misty på NorthSide Festival, en koncert som GAFFA gav fem ud af seks stjerner til og skrev følgende om: "Jo, NorthSide elsker Father John Misty i aften – med og uden guitar, til stede i den flamboyante fremførelse af de begavede sangforedrag, som er blevet mandens adelsmærke."

Inden koncerten på NorthSide Festival havde Father John Misty netop udgivet det fjerde album God's Favorite Customer, et album som GAFFAs anmelder Espen Strunk ligeledes kvitterede for med fem ud af seks stjerner. 

Father John Misty kommer tilbage til Danmark og giver koncert i Forum Black Box lørdag den 10. november.

LÆS OGSÅ: Father John Misty tilbage til Danmark.

 


ANNONCE