Nyhed

Hugo Helmig ude med ny single

GAFFA.dk – alt om musik

Den fremadstormende unge artist har netop udgivet den single "Wild" – hør den nedenfor 

"Your love takes me just a little bit higher and out of my mind. You're driving me wild". Således synger Hugo Helmig på den nye poppede kærlighedssang "Wild", som er lavet i samarbejde med produceren Emil Falk. Om den nye single siger Hugo Helmig følgende:

"Sangen handler om at være på farten, når man ved, at der sidder en og venter derhjemme. Om den der lille ting, der gør, at man kommer på kant med hinanden – på grund af afstand, en forsinkelse eller et glemt svar på en sms. Der er i virkeligheden intet sket og intet galt, og man har bare lyst til at ringe og fortælle, hvor glad man er for ham eller hende, der venter."

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig takler succesen med ydmyghed

Den 19-årige Hugo Helmig er stormet frem på musikscenen det seneste år. Tidligere på året til GAFFA Prisen vandt han to priser – Årets Danske Hit og Årets Nye Navn. Hugo Helmigs første single "Please Don't Lie" udkom sidste år i juni og blev den mest spillede danske sang i radioen i 2017. Samtidig har sangen på blot ét år opnået over 20 millioner streaminger på Spotify. I marts udgav Helmig ep'en Promise, som GAFFA uddelte fem ud af seks stjerner til og skrev: "Hugo Helmig er helt sikkert på rette vej og indeholder et enormt potentiale til at blive den næste store popsnedker." 

Om den store succes og ikke mindst presset for at gentage succesen fortæller Hugo Helmig:

"Lige så dejligt det var med succes i både Danmark og Tyskland, lige så underligt var det for første gang at opleve et pres for at gøre det igen. Ikke kun fra folk omkring mig. Presset kom i lige så høj grad fra mig selv."

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig: Jeg er først ved at finde ud af, hvilken type artist jeg er

Hør den nye sang herunder:

ANNONCE