Nyhed

Bag om forsiden på GAFFA juli: – Vi gik all in på orange konfetti

GAFFA.dk – alt om musik

På denne måneds forside finder du Saveus aka Martin Hedegaard i fuld konfetti og med sit vildeste stageface. Det gør du, fordi Saveus er inkanationen af den amerikanske drøm, der nu også har vist sig at være gældende i et lillebitte land som Danmark. Som 16-årige vandt han alles hjerter som deltager i X-Factor og blev den første vinder af et program, der har underholdt og forarget i et årti – men som stort set ikke har efterladt sig et nævneværdigt musikalsk produkt. Med en enkelt undtagelse.

For Martin Hedegaard har, i en alder af blot 25 år, med sit projekt Saveus formået at ryste fortidens byrde af sine skuldre og har genopfundet sig selv - og det danske take på moderne popmusik. Juli er måneden, hvor han sammen med sit band indtager Nordeuropas største og mest legendariske festivalscene, når han åbner Orange og dermed Roskilde Festival 2018. Saveus er siden begyndelsen blevet hyldet for deres bemærkelsesværdige liveenergi og evnen til at opbygge en koncert, og det er måske også derfor, at Roskilde Festival har booket ham blot to år efter, at han stod på den lille Countdown-scene, der hvert år huser de mindre, upcoming artister.

Forsidebilledet og hele billedserien af Saveus i magasinet er taget af Morten Rygaard, der i mange år har arbejdet for GAFFA og ved flere lejligheder har arbejdet sammen med Martin. Om samarbejdet siger han:


– Jeg er helt vildt med Martin! Han er sjov, han er ydmyg, og han giver sig 200 procent, når kameraet kommer frem. Det er lidt ligesom, når han står på scenen. Han er jo en gudsbenådet performer og en magiker på en scene. Det ser man til hver eneste koncert med Saveus. Men i bund og grund hygger vi os bare enormt meget, når vi arbejder sammen. Altså, man kan sige, at han er sjov at lege med. For det er virkelig det, han gør. Han tager selv initiativ, og det er en gave for en fotograf. I dette tilfælde valgte vi at gå all in på orange konfetti, som et symbol på karrierehøjdepunktet med åbningen af Orange Scene. Det udviklede sig til, at hele shootet blev til et behind-the-scenes shoot, hvor vi er knap så højtidelige og arbejder lidt på et meta-plan. Og så er forsiden selvfølgelig bare en kraftudladning, der svarer til den energi, som Martin kommer til at udstråle, når han indtager Orange.

ANNONCE