Gutter Island klar med fuldt program

Gutter Island klar med fuldt program

Gutter Island Garagerock Festival er i dag klar med de sidste 14 artister og fuldender derved årets program. Genremæssigt strækker festivalen sig i år hele vejen fra 1990'ernes K-Town Ungdomshushelte over stoner metal og til andalusisk boogierock.

Flere af festivalens større navne er allerede annonceret. Dette gælder blandt andet for Jim Jones and The Righteous Mind og det amerikanske garagerock-band The Lords Of Altamont. Blandt de nye navne kan nævnes amerikanske Archie and The Bunkers og spanske Guadalupe Plata.

Udover den dansk-brasilianske rockabilly-sammenslutning The Courettes, der netop har udgivet et spændende debutalbum, figurerer rock-trioen Baby In Vain også på årets plakat. Baby In Vain besøgte også Gutter Island festivalen i 2014. Derudover får festivalen besøg af aalborgensiske Get Your Gun og det københavnske undergrundsband Orcas, der med deres dansksprogede beat fik mange roser på Spot Festival.
 
Festivalen finder sted 16.-19. august på Masnedø ved Vordingborg.
 

De nye bands er, med arrangørernes egne ord:

Guadalupe Plata (E)

For første gang nogensinde lander de andalusiske boogierockere Guadalupe Plata på dansk jord. Bandet fusionerer boogierock, blues og et strejf af punk med en næsten uanstændig lethed, og man behøver ikke høre mange sekunder af deres seneste album, før man er sikker på, at her er en trio, der har tænkt sig at rive scenen fra hinanden.

Baby In Vain (DK, billedet) 

Intens guitarbaseret tung smadrerock støbt i den danske undergrund. Bandets debutalbum More Nothing blev produceret med hjælp fra Rob Ellis og lagde danske såvel som udenlandske anmeldere ned. Albummet høstede blandt andet 6 ud af 6 stjerner i både Politiken og GAFFA.

Archie and the Bunkers (US)

Archie and The Bunkers er en amerikansk duo fra Cleveland, Ohio der består af brødrende Emmett O’Connor og Cullen O'Connor. Bandet spiller rå hi-fi orgel-punk, og på trods af brødrenes unge alder har duoen allerede arbejdet sammen med nogle af branchens største pladeselskaber: Blandt andet Jack Whites famøse Third Man Record, og spillet med bands som The Fleshtones, The Sonics, Dead Moon, og Iggy Pop.  

Amyl and the Sniffers (AUS)

Amyl and The Sniffers er den slags punkband, der blev undfanget ved et uheld. Uden planer og store ambitioner blev bandets debut-ep, Giddy Up, skrevet, produceret og udgivet i løbet af 12 timer i 2016.

Get Your Gun (DK)

Brødrene Simon og Andreas Westmark, der står bag det aalborgensiske Get Your Gun, må være vokset op omkring lidt mere mørke og regnvejr end alle os andre. Deres musik er i hvert fald omsluttet af en stemning, man ellers kun finder hos mørkemænd som Nick Cave og Mark Lanegan.

The Courettes (DK) 

De dansk-brasilianske The Courettes har taget den danske garage-scene med storm. Siden deres debutalbum i 2015 er det gået stærkt for den dynamiske, dansable og hårdtslående duo, der udgav deres seneste album We Are The Courettes i foråret 2018. Foruden den rene garagerock blander bandet også elementer fra soulede ballader og tressernes pigepop ind i deres musik.

Heatfarm (DK)

I 1980'erne var det op til ganske få prominente bands at holde skansen på den danske punk-scene. En af disse bands var Heatfarm. Heatfarm er langt fra et hedengangent band og leverer stadig i dag prangende punkrock og gudbespottende garagerock til et loyalt publikum.

Gorilla Angreb (DK)

Efter ni år i mørket genopstod k-town-heltene Gorilla Angreb i 2016. Bandet, der oprindeligt var aktivt i årene 1999-2007 var en ungdomshus-yndling, der satte af fra Jagtvej på Nørrebro og endte med at turnere i Europa, Island, USA, Japan og Australien. Og kærligheden til de gamle undergrundsikoner er ikke glemt. Siden deres genopstanden har bandet både spillet i Danmark, Tyskland, Sverige, Finland og USA. Gorilla Angreb er sammenspillet punkrock og melodisk larm, med en enkel appel: de spiller punk, man kan danse til.

Orcas (DK)

Trioen har markeret sig som et af hovedstadens dygtigste livebands. Orcas synger om og fra unges liv og skæve tanker, og udgav i oktober 2016 deres debutalbum Tunge Sten.

Gogo Loco (UK)

Ud af det hedengangne engelske band The Mobbs opstod Gogo Loco. Bandet, der er en duo bestående af forsanger Joe B. Humbled og trommeslager Cheadle, spiller rhythm & roll med galmandstrommer og maracas.

Fezz (S)

Den svenske kvartet Fezz spiller pre-psykedelisk garage-punk. Alle medlemmerne har årtiers erfaring med at spille punk og garagerock med sig i bagagen, ligesom flere af dem også har spillet sammen i andre konstellationer. Mellem sig har bandmedlemmerne spillet i bands såsom Shoutless, Skimmers, Sven Jennings, The Nashville Rebels og The Diamond Dogs.

The Barbwires (S)

Svenske The Barbwires er et band, der har været en del af surf-scenen i snart 25 år. Bandet spiller højenergisk surf og blev dannet tilbage i 1995. Siden da har de udgivet albums med jævne mellemrum.

Stone Cadaver (DK) 

På deres 100% Stoner Scumtour får Gutter Island også besøg af Stone Cadaver. Bandet, der er en trio fra Aarhus, spiller 70'er inspireret stoner metal. Stone Cadaver udgav deres debutalbum Reject Remove Replace sidste år.    

Drone of the Dragonfly (DK) 

Bag projektet Drone of the Dragonfly står Carsten West, der også kendt fra punkgruppen President Fetch. Drone of the Dragonfly er rockmusik i et dronet og melankolsk univers. Musikken inkluderer genrer som psych, stoner, post-punk og sporadiske elementer af tribal.

Gutter Island Garage Rock Festival 2018 - bands:

Gorilla Angreb - The Lords of Altamont - Cosmic Wings – Eskiz - Jim Jones & The Righteous Mind - “Demons” - For The Love Of Ivy - Electric Eel Shock - The Cavemen - King Salami & The Cumberland 3 - The Picturebooks - Drön - The Orgelheimers - Yahowa - The Darts - Get Your Gun - Baby In Vain - Heatfarm - Drone of the Dragonfly - Gogo Loco - Orcas - Archie and the Bunkers - The Courettes - Fezz - Guadalupe Plata - The Barbwires - Stone Cadaver - Amyl & the Sniffers


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA