Nyhed

Se fans i København genskabe Kate Bushs "Wuthering Heights"-video

GAFFA.dk – alt om musik

Ikonisk sang blev hyldet på blandt andet Nørrebro

Søndag havde en række Kate Bush-fans verden over indkaldt til "The Most Wuthering Heights Day Ever" for at fejre den ikoniske debutsingle, et fænomen som har fundet sted hvert år siden 2013. I år har sangen tilmed 40 års jubilæum.

I den forbindelse forsøgte de mange fans at genskabe sangens karakteristiske video, hvor Bush danser rundt i en rød kjole, og de glade fans, både mænd, kvinder og børn, havde derfor iklædt sig røde kjoler og indøvet koreografien fra den klassiske video. Se nogle optagelser nedenfor sammen med den originale video.


Ifølge NME var der hyldester i blandt andet Sheffield, Berlin, Melbourne, San Francisco, Sydney, Göteborg, Dublin og på Nørrebro. 

En af de mange dansende fans var Anne Jalsøe. Hun udtaler til TV2 Lorry om den særlige dans: "Den har alt det her klassiske 70'er-jazzballet i sig. Det er svært at vide, om det er smukt eller grimt. Men det er jo noget, man tager til sig."

Der findes i øvrigt også en anden video til "Wuthering Heights", hvor Bush danser rundt i en hvid kjole i et tomt studie.


"Wuthering Heights"-sangen er inspireret af en BBC-filmatisering af Emily Brontës berømte roman af samme navn fra 1847. Tidligere på måneden offentliggjorde Bush i øvrigt et hyldestdigt til Brontë indskrevet i sten nær forfatterens fødehjem ved Thornton i England. Den 30. juli er det 200 år siden, forfatteren blev født, i øvrigt samme dag som Bush fylder 60 år.

ANNONCE