Arrangør af aflyst festival mener billetbureau skal stå for refundering

Arrangør af aflyst festival mener billetbureau skal stå for refundering

Tanja Haddaoui, arrangør af festivalen For Evigt, mener, det er Billet.dk, der skal refundere festivalgæsternes billetter, skriver Ekstra Bladet.

Hvem skal tilbagebetale de penge, som man har givet for en festivalbillet, hvis festivalen bliver aflyst? Det spørgsmål sidder cirka 2.000 festivalgæster tilbage med, efter at festivalen For Evigt blev aflyst den 14. juli. Tanja Haddaoui mener at Billet.dk ifølge deres kontrakt, er ansvarlig for at refunderingen, mens Billet.dk mener, at det er Tanja Haddaoui, da hun ifølge bureauet har fået pengene ind på sin egen konto.

I en sms til Ekstra Bladet uddyber Tanja Haddaoui:

"Hej Lasse. Vi er ikke enige med Billet.dk om, hvem der skal stå for at refundere pengene, til dem der har købt billet til årets For Evigt-arrangement. Jævnfør den kontrakt, vi har indgået, er det dem, der skal stå for det. Dette er for nuværende den eneste kommentar, jeg har."

LÆS OGSÅ: R. Kelly udgiver 19-minutter lang sang om sex-anklager

Ekstra Bladet har udspurgt Tanja Haddaoui omkring sagen:

Hvorfor skriver Billet.dk, at det er dig, der skal betale pengene tilbage?

"Jeg tror måske, at det er, fordi han er presset. Det er det eneste bud, jeg kan give."

Hvorfor tror du, han er presset?

"Det er jo en lille billetudbyder, kan man sige. Men jeg ved det ikke. Jeg har nogle papirer, der dokumenterer det, som jeg har sagt."

Er pengene gået ind på din private konto?

"Nej, overhovedet ikke."

Hvor er de så?

"De er på firmaets konto. De er i For Evigt. Er de hos en kunstner, kan du jo gisne om. Du må selv finde ud af, hvordan det er at holde en festival. Hvad er det, der er sket. Du kan ikke få et endegyldigt svar herfra."

Står pengene på kontoen nu?

"Det kan jeg ikke svare dig på. Det vil jeg ikke svare på, og det må jeg ikke svare på," siger Tanja Haddaoui.

Ekstra Bladet oplyser, at Billet.dk ikke ønsker at bidrage yderligere til sagen.

Til årets For Evigt skulle The Minds of 99, Veto, Turboweekend, Amaranthe, Blended Brew samt Statement have optrådt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA