Nyhed

Demi Lovato er ved bevidsthed

GAFFA.dk – alt om musik

I går aftes (dansk tid) blev popstjernen Demi Lovato indlagt med noget, som angiveligt var en heroinoverdosis. Nu melder flere udenlandske medier, at den 25-årige sangerinde er ved bevidsthed.

I går blev Demi Lovato hasteindlagt på et hospital i Los Angeles, Hollywood Hills, hvor Lovato bor. Flere medier (inklusiv GAFFA) skrev, at der angiveligt var tale om en heroinoverdosis – noget som nu flere kilder tæt på Lovato benægter. Lovato var ikke ved bevidsthed, da paramedicinere ankom, men blev angiveligt bragt til bevidsthed med naloxon, noget som bruges til at modvirke virkningerne af en overdosis.

I en meddelelse til Variety har Lovatos nærmeste udtalt, at nogle ukorrekte informationer er sluppet ud i medierne, og at de beder om respekt for privatlivets fred og ikke spekulationer om hendes helbred, da hendes bedring er det vigtigste lige nu. Demi Lovato er fortsat indlagt på hospitalet, men i bedring.

"Demi er vågen og sammen med hendes familie, som ønsker at takke alle for den kærlighed, bønner og support, som der har været," skriver Lovatos nærmeste videre i meddelelsen til Variety.

LÆS OGSÅ: Demi Lovato indlagt: Mistanke om heroinoverdosis

En kilde tæt på Lovato benægter overfor Variety, at heroin var årsagen til overdosisen, som TMZ og andre medier oprindeligt havde rapporteret. Der er dog ikke nogle meldinger fra kilden om, hvad der så skulle have forårsaget overdosisen.

Sangerinden skulle have spillet et show i Atlantic City i denne uge, som ifølge Variety er blevet aflyst. Sidst hun spillede i Danmark var så sent som den 30. maj, da hun indtog scenen i Forum. Vores anmelder kvitterede med fire stjerner under overskriften: "Et udstyrsstykke og nogle gedigne sange."

ANNONCE