Nyhed

Per Vers fortolker Marie Key på ny single

GAFFA.dk - alt om musik

Der er netop landet en ny forsmag på Per Vers' kommende album i form af singlen "I sku' se", hvor rapperen sampler et gammelt Marie Key-nummer med en tilhørende musikvideo. Se musikvideoen nederst i artiklen. 

Per Vers har i dag udgivet musikvideoen til sin nye single "I sku' se" på YouTube. Nummeret lover indtil videre godt for det kommende album Knust Kunst, som er et konceptalbum, hvor den Gram-fødte rapper fortolker og sampler forskellige danske sange og gør dem til sit eget.  

"I sku' se" er samplet ud fra 2006-nummeret "Per" fra det daværende Marie Key Band, der nu er påført et solidt hiphop-beat og en funky basrytme. Den tilhørende musikvideo er i sort/hvid, og hiphop-kollegaen Marvelous Mosell har blandt andet en dansende cameo-rolle. 


LÆS OGSÅ: PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu!

Per Vers udgav for nogle måneder siden nummeret "Ha' det så ungt", som var den første single fra det forestående album, hvor Annisettes "Livet er nu" fra 1966 kom igennem den rutinerede rappers sample-maskine. 

Tilbage i marts førte GAFFA et interview med rapperen, hvor han sagde følgende om det kommende album: "Den dialog mellem min nyskrevne vers og de gamle stemmer kalder jeg “at snakke med skiver”. Det har været ekstremt udfordrende og i nogle tilfælde straight up pissesvært at få det til at hænge sammen, men det har været indsatsen værd, synes jeg". Læs hele interviewet lige her.  


Knust Kunst udkommer den 7. september, hvor Per Vers holder stor releasekoncert på Bremen Teater den 21. september. Billetsalget til eventet er allerede i gang.

Se Per Vers' nye musikvideo til singlen "I' sku' se": 


ANNONCE