Yungblud sætter ord på sin vrede i mini-dokumentar


Yungblud har været på manges læber det sidste stykke tid. Den unge rebel sætter ord på alt mellem himmel og jord i den nye mini-dokumentar "Backwards". Se den ovenfor.

"Alles stemme er vigtig, og det er det, Yungblud handler om", siger den meningsfulde unge brite i den nye mini-dokumentar, hvor man får et solidt indblik i den fremadstormende musikers tanker. 

I dokumentaren deler den unge protestsanger sine dybe og velovervejede tanker om blandt andet den amerikanske våbenlov, stoffer og det at være ung og alt, hvad det indeholder. Den unge musiker har altid haft fokus på at gøre tingene på en anderledes måde, som han udtrykker i dokumentaren. Han gør oprør med den måde, hvorpå unge menneskers stemme bliver ignoreret i samfundet. 

LÆS OGSÅ: Yungblud chokerer i ny musikvideo

"Musik skal få dig til at føle ting", udtrykker den samfundsbevidste og samfundskritiske Yungblud. Følelser er med garanti noget, som bliver vækket i dig, når du lytter til Yungbluds tekster. Numrene på debutalbummet, 21st Century Liability, fra juli indeholder en lang række af betydelige og stærke emner såsom Brexit, racisme og MeToo-bevægelsen.

Bag kunstnernavnet står den 20-årige Dominic Harrison, som er et af de mest interessante navne på musikscenen netop nu. Danskerne har hurtigt tage den unge brite til sig, tilbage i februar optrådte han under GAFFA-prisen og i sommers gæstede han både Tinderbox og Northside Festival, sidstnævnte en koncert som GAFFA kvitterede for med fem solide stjerner. 

LÆS OGSÅ: Ungt blod gennem England

Den 13. november gæster energibomben Store Vega, når han drager på sin verdensturné. Billetter er sat til salg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA