Nyhed

Det synes publikum om Tønder Festival 2018

GAFFA.dk – alt om musik

Årets Tønder Festival sluttede sent søndag aften efter en forlænget weekend med store musikalske oplevelser. GAFFA loddede stemningen blandt publikum på festivalen, og her var det udover musikken især den gode stemning og muligheden for at lade sig overraske til de mange koncerter, der betød meget. 

(fra venstre) Maibritt Sommerlund, 24, Kristina Sommerlund, 23 og Marie Boesen, 24, alle tre fra Hellevad. 


– Vi er kommet her på festivalen som frivillige gennem 6-7 år. Vi kommer her primært for musikken, men også for den virkelig gode stemning og det hyggelige samvær med de andre frivillige. Det er småt og nemt at komme rundt og høre en masse forskelligt. Tit kommer vi herned uden at kende så meget af musikken i forvejen, så man opdager tit en masse nye kunstnere, når man shopper rundt mellem de forskellige koncerter.

Hvad var årets højdepunkter?

– The Elephant Sessions var ret fede med deres blanding af elektroniske beats og violiner og folkemusik. Søren Huss og Darlingside var også helt vildt nærværende. The Mavericks kendte vi ikke i forvejen, men de var vildt festlige.


Hvem var bundskraberne?

– Festivalen havde i år lavet en skolekoncert med bl.a. folkBALTICA og Lukas Graham for introducere børn og unge for folkemusik. folkBALTICA er vildt seje, men publikum havde mere travlt med at kigge på deres smartphones og ventede bare på Lukas Graham. Det synes jeg var rigtig synd. Måske skulle man overveje at gøre det på en anden måde. 

– Annika Aakjær levede ikke rigtig op til forventningerne. Vi havde håbet på at høre noget mere pigen med guitaren-agtigt, men hun stod bare og råbte. Og så var det noget mere poppet, end vi havde forventet.


Ønsker til næste år?

– Mere dansk musik. Det virker til, at folk gerne vil have mere dansk folk. Det behøver ikke at være rendyrket rootsmusik, men gerne noget mere singer/songwriter som f.eks. Søren Huss. Og så savner vi New Orleansmusikken hernede. Vi har arbejdet i det tidlige NOLA-område som frivillige og elsker King James and His Special Men, Pokey LaFarge og Meschiya Lake. De spillede nogle fantastiske koncerter hernede for nogle år siden. Dem vil vi gerne se igen. 

 


Annette Gotthardsen, 50, Visby

– For mig handler festivalen først og fremmest om at lade mig overraske. Jeg er kommet hernede som gæst igennem en del år og kan lide den hyggelige stemning og det, at man kan gå rundt og høre lidt forskelligt og bare ud gå igen, hvis det ikke lige er ens smag.


Hvad var årets højdepunkter?

– The Mavericks. Der kendte jeg en del af numrene, og man blev bare så glad af stemingen og af at høre god musik under åben himmel. The Lone Bellow var også rigtig gode. Det var dejligt at høre, hvordan de bare gav sig fuldt hen til musikken.

Hvem var bundskraberne?


– Jeg havde ikke de helt store forventninger med, så jeg kan ikke sige, at der var noget, der rigtig skuffede. Kellermensch, som spillede torsdag aften, var lidt for meget tråd til min smag. Det var ikke lige min stil, men det er fint, at festivalen prøver forskellige nye ting af.

Ønsker til næste år?

– Jeg var rigtig glad for at høre Red Hot Chili Pipers sidste år, men jeg er typen, der godt kan lide at lade mig overraske, og det synes jeg, festivalen gør rigtig godt.


Ulrik Lyngsøe Larsen, 25, Odense

– Jeg er her for første gang, fordi min søde kæreste lokkede mig med herned, og hun kommer herfra. De eneste navne, jeg kendte i forvejen var Bros Landreth. Dem havde jeg til gengæld glædet mig rigtig meget til at se. 


Hvad var årets højdepunkter?

– Det var helt sikkert Bros Landreth på Bolero. Det var super fedt at høre dem i spejlteltet, og de spillede bare så vildt fedt. Et andet højdepunkt er det usædvanligt gode humør trods vejret, og folk hernede er bare virkelig søde og rare.

Hvem var bundskraberne?


– Tyler Childers var lidt for meget country for mig. Og Niels Hausgaard. Han spiller alt for meget hernede.

Ønsker til næste år?

– Jeg kunne godt tænke mig at høre Josh Turner og Lake Street Dive. 


 
 
 
ANNONCE