Nyhed

Maroon 5 kommer til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Maroon 5 har netop annonceret deres "Red Pill Blues Tour", hvor de vil gæste Europa med deres nyeste studiealbum i bagagen. En tour, som også får den store amerikanske popgruppe til Aalborg sommeren 2019. 

Lørdag den 1. juni 2019 er der lagt op til stor fest, når gruppen med den 39-årige Adam Levine i front giver udendørskoncert i Mølleparken, Aalborg med plads til 16.000 stående publikummer. Koncerten er den eneste i Danmark og den første koncert på deres Europatour. 

"Det er efterhånden ved at være mange år siden, at Aalborg har lagt scene til et så stort internationalt popnavn, og derfor har vi også arbejdet ekstra hårdt på at få det til at lykkes. At det så er den eneste koncert i Danmark og oven i købet den første på Maroon 5s nye Europaturné, gør det bare ekstra specielt", fortæller direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center, Nicolaj Holm, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Hed og voldsom ny video fra Maroon 5

Gruppen har leveret det ene hit efter det andet siden starten af 00'erne, og under koncerten i Aalborg er der formentlig rig mulighed for at synge med på de velkendte hits som "Payphone", "Sugar", "Moves Like Jagger" samt en god portion af numre fra det nyeste og sjette studiealbum, Red Pill Blues, herunder hittet "Girls Like You" feat. Cardi B. Den grammyvindende hitgruppe har samlet set solgt over 20 millioner albums på verdensplan samt 48 millioner solgte singler. 

Maroon 5 får selskab på turnéen af den norske sangerinde Sigrid, når de gæster de europæiske lande til næste år. Det norske stjerneskud spillede under årets Roskilde Festival, en koncert som høstede fire flotte stjerner fra GAFFAs anmelder under overskriften: "Norsk popkomet begejstrede". 

LÆS OGSÅ: Stærk popkvinde, yay!

Billetsalget starter fredag den 31. august kl. 10

Varm op til koncerten med den nyeste single "Girls Like You":


ANNONCE