Nyhed

The 1975 inviterer fans indenfor i ny musikvideo

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

The 1975 er ude med ny farverig video, der fører en håndfuld glade fans helt tæt på bandet.

Videoen til den nyligt udkomne single "TOOTIMETOOTIMETOTIME" er seneste skud på stammen fra The 1975. Den britiske rock-kvartet har aldrig været kendt for at gå lige og traditionelle veje, og denne gang har de altså kastet sig ud i at invitere fans direkte med ind i deres spraglede univers.

LÆS OGSÅ: The 1975 annoncerer ny single på interessant vis


Mens skiftende farveflader udgør baggrunden, charmerer fansene sammen med frontmanden Matty Healy kameraet for fuld skrue, mens de glade og selvsikkert synger med og bevæger sig let til det dansable synth-popnummer.

Selve nummeret "TOOTIMETOOTIMETOTIME" blev, da det udkom for få uger siden, den tredje forsmag på bandets forestående album A Brief Inquiry Into Online Relationships. Indtil videre har singlerne "Give Yourself a Try" og "Love It If We Made It" løftet sløret for, hvilken plade vi kan forvente, og det ser ikke kedeligt ud. Sidstnævnte omhandler på kontroversiel vis blandt andet Donald Trumps forhold til Kanye West.

LÆS OGSÅ: The 1975 langer ud efter Trump og Kanye West på ny single


Albummet forventes at være på gaden til november, men bandet har endnu ikke annonceret en konkret dato for udgivelsen. I et interview fra 2017 med Beats 1's Zane Lowe afslørede Healy, at albummet bliver en afrunding af bandets hidtil kendte katalog, fortæller Rolling Stone: "Det var altid meningen, at vi ville lave en plade-trilogi. Og jeg siger ikke, at det efter dette album er slutningen på 1975, men det er helt sikkert slutningen af en epoke."

Seneste album fra indie-rock-bandets side, I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful Yet So Unaware of It fik blandede ord med på vejen fra GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev: "Bandet har masser af følsom urban-attitude, og det ville være nemt at elske dem, hvis ikke det hele var endt så irriterende faux-80'er-smart."

Vi glæder os til at se, hvad The 1975 finder på denne gang.


Se videoen ovenfor

ANNONCE