Nyhed

Ny filmrolle til Ed Sheeran

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Ed Sheeran kan snart skrive endnu en filmrolle på CV'et. Efter at have medvirket i Game of Thrones har den britiske musiker angiveligt fået blod på tanden med skuespillet. 

Den kommende biograffilm med den 27-årige brite vil være Beatles-inspireret. Handlingen lyder således: En mand vågner op efter en god nats søvn og er den eneste tilbage i verden, som kan huske den indflydelsesrige gruppe, The Beatles. Herefter tager Sheeran ham under sin vinge og drager på tour. 

Bag den Beatles-inspirerede film står den Oscar-vindende instruktør, Danny Boyle, kendt for filmene Slumdog Millionaire og Trainspotting. Filmen er skrevet af Richard Curtis (Notting Hill) og vil ud over Ed Sheeran byde på skuespilleren Himesh Patel, hvis karakter bærer hovedrollen som den eneste, der kan mindes The Beatles. 

LÆS OGSÅ: Ed Sheeran: Jeg er på førstepladsen på Spotifys liste over de bedste sange at falde i søvn til

"Og så opdager jeg ham og tager ham med på tour" forklarer Sheeran om filmen til Associated Press. Og fortæller videre, at Patels karakter derefter bliver større og mere kendt end ham selv – "det er meget klogt tænkt" udtaler Sheeran. 

Samtidig tilføjer Sheeran, at projektet har givet ham muligheden for at lære at spille skuespil. Sheeran har tidligere haft flere filmroller, blandt andet en lille rolle i tv-serien Game of Thrones, som dog ikke bød på lange arbejdsdage på filmsettet, hvilket er tilfældet med rollen i den kommende film. "Det var nogle meget intense to måneder. Min uge bestod af fire dage med koncerter og derefter tre dage på filmsettet. Jeg spiller mig selv, så jeg tror ikke, at jeg er så dårlig". 

LÆS OGSÅ: Ed Sheeran afslører fremtidsplaner

Filmen, som endnu ikke har fået en titel er sat til udgivelse september 2019. 

ANNONCE