Nyhed

Lise Westzynthius er tilbage med Twin Peaks-inspireret single – album på vej

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Sangskriver og forfatter i parløb med album og bog

Det er nu mere end seks år siden, vi sidst har hørt fra sangerinden og sangskriveren Lise Westzynthius, men nu er hun tilbage. Westzynthius er klar med sit femte soloalbum, Ja, som udsendes 14. september.
Allerede nu kan man få en smagsprøve i form af singlen og videoen "Laura Palmer". Se videoen ovenfor.

Sangen er ét af to numre på Ja, hvor Lise Westzynthius samarbejder med den prisbelønnede forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussen. De to synger duet på "Laura Palmer", der er navngivet efter den myrdede unge kvinde, hvis mystiske død, som mange vil vide, er omdrejningspunktet i David Lynch og Mark Frosts kultserie Twin Peaks.

Lise Westzynthius fortæller:
"Sangen er skrevet sammen med Bjørn Rasmussen, som boede hos mig en uges tid i julen. I stedet for at holde jul jammede vi. "Laura Palmer" er spillet frem, og jeg blev slået af det store nærvær i Bjørns stemme. Vi har ikke skrevet et ord selv. Versene er sakset fra "Laura Palmers hemmelige dagbog", som David Lynchs datter Jennifer Lynch "fandt" – og omkvædene er fra en scene i filmen Twin Peaks – Fire Walk With Me.

LÆS OGSÅ: Lise Westzynthius – fra en øde ø til Christianshavn

Samarbejdet mellem Lise Westzynthius og Bjørn Rasmussen går endnu længere. Sangskriveren har også været inde over forfatterens arbejde med sin aktuelle roman Jeg er gråhvid, som udkommer 13. september – dagen inden albummet. Et samarbejde om en senere turné er også i støbeskeen.

Albummet Ja er ifølge Westzynthius kulminationen på en syv år lang indre rejse for hende. Her har hun via shamanisme og brug af indianernes bevidsthedsudvidende plantemedicin Ayahuasca, spirituelle ceremonier, en uddannelse til tantrabehandler, regression til tidligere liv og meget andet begivet sig ud i et intensivt arbejde for at udvide sin sjæl og sin sangskrivning – resultatet kan høres på Ja.

Lise Westzynthius debuterede i 1997 i indiepopgruppen Luksus, hvor hun delte forsangerrollen med Mikael Simpson, og trommerne blev spillet af den senere modeskaber Henrik Vibskov. Efter en ep og et album gik gruppen hver til sit, og både Simpson og Westzynthius indledte solokarrierer. Westzynthius debuterede i 2002 med albummet Heavy Dream, som siden blev fulgt op af yderligere to album på engelsk, og i 2012 kom så det dansksprogede Tæt på en kold favn. Alle udgivelser har fået enten fire eller fem stjerner af GAFFA.


LÆS OGSÅ: Flot og kærkomment comeback fra én af 00'ernes store danske stemmer

ANNONCE