Nyhed

Prisen på David Bowies første demo overrasker

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Et demobånd med en 16 år gammel David Bowie er netop solgt på en aktion, hvor den indtjente, hvad der svarer til omkring 335.000 danske kroner. Hør et udsnit af optagelsen nederst i artiklen.

Selv to år efter sin død forbliver David Bowie en populær og eftertragtet herre. Dette blev i hvert fald understreget, da det engelske aktionshus Omega Auctions i forgårs, den 11. september, solgte rockikonets allerførste demobånd fra 1963 for næsten 40.000 engelske pund. Summen er fire gange højere, end hvad auktionshuset havde forventet. 

Tilbage i juli kunne GAFFA melde, at det selv samme demo-nummer var blevet fundet i en brødkasse af David Hadfield, der var trommeslager og manager for Bowies første band The Konrads. Båndet indeholder den allerførste optagelse af en 16-årig Bowie, der på daværende tidspunkt brugte sit borgerlige navn David Jones, som vokalist i The Konrads. På båndet spiller bandet nummeret "I Never Dreamed", som Bowie havde været med til at skrive. 


LÆS OGSÅ: Medvirker karakteren David Bowie i kommende Queen-film?

Båndet blev dengang sendt ind til Decca Records, der ikke var synderligt imponeret. De sendte demoen retur til bandet, og nummeret blev aldrig udgivet, men måtte nøjes med at blive hengemt i en gammel brødkasse. 

Få måneder efter de fik demoen sendt retur, forlod David Jones bandet for i stedet at jagte en solokarriere, som seks år senere tog lynfart med Space Oddity og fortsatte de næste knap 50 år frem. Gennem disse år cementerede Bowie sig som en af de mest indflydelsesrige artister nogensinde – en stjernestatus, der i særdeleshed blev betonet til auktionen i forgårs. 


Adskillige mængder af musikhistoriske fund gik under hammeren til tirsdagens auktion: Håndskrevne tekster af Jimi Hendrix fra 1970 blev solgt for, hvad der omregnes til lidt over 90.000 kroner, mens et signeret Led Zeppelin-album blev solgt for omkring de 117.000 kroner.  

LÆS OGSÅ: Noel Gallagher opdager forsvundet album i sokkeskuffe

Hør et brudstykke af The Konrads' demo her:


 

ANNONCE