Nyhed

VIDEO: Cat Power fortolker Rihannas kæmpehit "Stay"

GAFFA – 35 år i musikkens tegn

Cat Power annoncerede tidligere på sommeren, at hun er på vej med sit tiende studiealbum. På tracklisten finder man titlen "Stay", som nu viser sig at være en fortolkning af Rihannas kæmpehit fra 2012. Se den nye og tilhørende musikvideo ovenfor. 

"Not really sure how to feel about it / something in the way you move". Således starter Cat Power den smukke fortolkning, hvor Rihannas rå stemme er udskiftet med Cat Powers mere melankolske vokal, og hvor Cat Power har bibeholdt de samme sanglinjer, men blot byttet rundt på konstruktionen af nummeret. I musikvideoen ser man den amerikanske singer-songwriter sidde foran klaveret og levere de følsomme kærlighedslinjer i stearinlysets smukke skær.

I en officiel meddelelse fortæller Cat Power følgende om covernummeret: "Jeg elsker traditionen med at lave cover-numre. Jeg synes, det er én af de største komplimenter, som du kan give en anden artist. Det er en af de store traditioner i amerikansk musik og en af de sande fornøjelser ved musikhistorien". 


For omtrent en måned siden udgav Cat Power singlen "Woman" i selskab med Lana Del Rey, hvilket var det første fulde udspil fra Cat Powers kommende studiealbum, der samlet set vil indeholde 11 tracks. 

Sangerinden, sangskriveren, musikeren og produceren Chan Marshall, bedre kendt som Cat Power, udgiver sit 10. studiealbum Wanderer den 5. oktober 2018. Sangerindens seneste album var Sun fra 2012, et udspil, der fik hele seks ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder og meget rosende ord med på vejen: "At Marshall stadig synger som en drøm er ikke overraskende, men at samtlige sange er blandt Marshalls allerbedste, er sgu noget af en bedrift."
 
ANNONCE