Nyhed

UNDERSØGELSE: Kun 7,3% af danskerne opsøger aktivt ny musik

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Musik er mere tilgængeligt end nogensinde før. Som musikelsker lever man i en nærmest utopisk tid i musikhistorien, hvor der er få klik mellem gamle live-optagelser og dugfriske singler. Men gør det vores lytning mere varieret?

Grundet omstændighederne kan man godt få en opfattelse af, at vi som forbrugere generelt omfavner disse muligheder og går på opdagelse i udfordrende genrer og nichebands, alt imens vi holder os opdateret med spritnye albumudgivelser. Ifølge en omfattende undersøgelse udarbejdet af analysevirksomheden Voxmeter* er det dog ikke tilfældet. Deres tal viser, at det faktisk kun er 7,3 procent af den danske befolkning, der aktivt finder ny musik på egen hånd. De resterende 92,7 procent lytter typisk til den musik, de kender i forvejen eller den, der bliver serveret på et sølvfad for dem – enten via radio eller streamingtjenesters algoritmer.

Det er en skræmmende fordeling, der lægger et stort pres på de platforme, som musikken formidles gennem. Et ansvar om at sikre diversitet og om at byde lytteren på musikperler og genrer, de måske ikke vidste, de kunne lide. Voxmeters undersøgelse viser ydermere, at de store danske radiokanaler tilgodeser stjerner som Kanye West eller Drake, mens også hele genrer er overrepræsenterede. Eksempelvis viser undersøgelsen, at 23,6 procent af danskerne kan lide at lytte til country, mens kun 26 procent – altså 2,4 procentpoint flere danskere – kan lide at lytte til en stærkt repræsenteret genre som hiphop/rap.

gallery_large

Hvem skal sikre en proportionel sammenhæng mellem lytternes foretrukne musikgenrer og det, der bliver spillet? Et spørgsmål, der synes endnu sværere at besvare på de individualiserede streamingtjenester, som langsomt overtager radioens rolle som primær kilde til ny musik:


– Der er et markant skift på vej, siger Rasmus Rex, adjunkt på Roskilde Universitet og forsker i digitaliseringen af musikbranchen. Streamingtjenesternes rolle er især betydelig, fordi de centraliserer de anbefalinger, vi får. Fordi det er de samme tjenester, vi bruger, er det de samme anbefalinger, de leder os i retningen af.


– Streamingtjenesterne har nogle indbyggede mekanismer, som kan være en udfordring for diversiteten. Både at de opererer på markedsvilkår, modsat eksempelvis DR, som skal varetage en interesse om public service, og samtidig bygger tjenesterne på algoritmer, der kun præsenterer ny musik på baggrund af det, du i forvejen lytter til.

Selvom Rex understreger, at streamingtjenesterne arbejder på metoder for at imødekomme disse mekanismer, synes der at være tiltrængt brug for et ansvar og en tiltrængt samtale om musikdiversiteten. Noget der – ironisk nok – er truet i en tid, hvor musik er lige så tilgængeligt som drikkevand.

*Voxmeter gennemfører 26.000 interview om året, hvor danskerne fortæller alt om deres musikvaner, brug af spillesteder og festivaler.


ANNONCE