Nyhed

Love Shop annoncerer Danmarkstour

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Det ikoniske danske band har netop annonceret, at de drager ud på en forårsturné i det nye år. 

Når Love Shop pakker deres band-gear ned og drager ud på landevejen i 2019 er det med velkendte hits samt nye numre, der skal prøves af foran det danske publikum. 

Det er i 2019 to år siden, at Love Shop sidst var på en regulær Danmarkstour – og nu er det tid igen. Jens Unmack fortæller følgende i en pressemeddelelse: "Det kalder på action fra vores side nu. Fordi aftenerne ude i landet, på klubber og i sale, er noget helt specielt. Med den følelse af kærlighed og samhørighed, som gennem årene er blevet til en smuk tradition. De intense aftener holder os levende som band. Og som vi kan mærke det, hvor vi kommer ud, betyder de heldigvis også en verden for jer". 

LÆS OGSÅ: Magien blinker i Jens Unmacks sange

Videre fortæller Jens Unmack, hvad publikum kan forvente af forårets koncerter: "Vi vil have favoritter med på sætlisten, men også gamle LS-numre, der fortjener nyt liv. Og vi vil helt sikkert også have nye LS-sange med, der skal roadtestes. Så kort sagt, store aftener er i vente. Glæder os til at være sammen med jer".  

Love Shop kunne i 2015 fejre deres 25-års jubilæum med opsamlingsalbummet Evergreen – Best Of, og i 2017 udgav de studiealbummet Risiko. Et album, der høstede fem flotte stjerner fra GAFFAs anmelder med rosende ord – og som GAFFA oven i købet kårede som ét af de 10 bedste danske album i 2017. 

LÆS OGSÅ: En aften i love shoppen blev en blandet fornøjelse

Danmarkstour 2019
04.04: Greve, Portalen 
05.04: Birkerød, Mantziusgården 
06.04: Frederiksværk, Gjethuset 
11.04: Aalborg, Skråen 
12.04: Vejle, Bygningen 
13.04: Roskilde, Gimle 
17.04: Thisted, Thisted Musikteater 
18.04: Odense, Posten 
19.04: Aarhus, Train 
20.04: Kolding, Godset 
25.04: Herning, Fermaten 
26.04: København, Store Vega

Billetsalget bliver skudt i gang i morgen kl. 10. 






ANNONCE