Nyhed

Sådan hørte U2 om Kim Larsens død

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Initiativet var deres eget

Søndag aften hyldede det store rockband U2 hele Danmarks Kim Larsen foran et udsolgt Royal Arena.

Hen mod slutningen af koncerten søndag aften dukkede et stort billede op af Kim Larsen. På billedet stod der: "Kim Larsen 1945-2018". Billedet lyste hele salen op, mens Bono reciterede sangen ”This Is My Life”. Hyldesten medførte stående bifald i hele salen.


Den triste nyhed om Kim Larsens død var umulig ikke at spotte i medierne i løbet af søndagen, heller ikke for rockstjernerne. U2 opdagede nemlig selv, at nationalskjalden var gået bort.  

LÆS OGSÅ: U2 hyldede Kim Larsen i Royal Arena

– Folkene bag U2 henvendte sig og spurgte ind til detaljerne. Vi har så bekræftet, hvem Kim Larsen var, at han var død, og at han betød meget for danskerne, siger Heidi Degn fra den danske koncertarrangør Live Nation til Ekstra Bladet.


Hun tilføjer: ”Alt med 'This Is My Life', billedet og så videre, det har de selv undersøgt og fundet frem til. Initiativet er deres eget. Vi har bare bekræftet, hvad der stod i medierne”.

Koncerten søndag aften var U2s anden koncert i Royal Arena i København og bød i øvrigt på premiere på to sange, de ikke har spillet tidligere på deres igangværende turné, nemlig "The Unforgettable Fire" og "Stay (Faraway, So Close)" fra henholdsvis albummene The Unforgettable Fire og Zooropa.

ANNONCE