GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Kunstig intelligens og algoritmer bliver i stigende grad vævet ind i den musikalske fødekæde. Seneste eksempel er sangen ”I Don’t Want To Be There”, skrevet af algoritmer ud fra The Strokes’ debutalbum.
Det amerikanske teknologi- og musikkollektiv, Botnik Studios, har udviklet sangen ”I Don’t Want To Be There” med hjælp fra kunstig intelligens. Algoritmer har skabt teksten med udgangspunkt i teksterne fra The Strokes’ debutalbum Is This It, som efterfølgende er blevet indspillet af et hold artister og producere. Lyt til sangen her.
Sangen indgår på albummet The Songularity, hvor musikalske stjerner som Bob Dylan, Morrisey og Beach Boys også får kværnet sangkataloget af algoritmer. Som Jamie Brew, direktøren for Botnik udtaler til Medium, er den kunstige intelligens et ”udstyr” eller et ”medium”, som han sammen med gruppen bruger til at udtrykke noget – i dette tilfælde kendte sange i en dekonstrueret form.
LÆS OGSÅ: 70 grund til at elske Kim Larsen
”Hvis resultatet ikke kan skelnes fra originalen, er joken hvor meget en formel det oprindelige materiale kan sættes på. Omvendt kan vores algoritmiske tilgang synliggøre at noget er gået galt, og der ligger en slags glæde i at opdage, at man kender en genre godt nok til øjeblikkeligt at kunne se, når noget er forkert.”.
Bedøm selv, hvorvidt sangen kunne være skrevet af Julian Casablancas fra The Strokes. ”I Don’t Want To Be There” er blot det seneste eksempel på inddragelse af kunstig intelligens til sangskrivning, hvilket i stigende grad anvendes. Ifølge en artikel fra The Verge anvedes der tjenester og værktøjer med navne som Flow Machines, Jukedeck, Melodrive og NSynth Super i produktionen af albums. Teknologierne er værktøj, der optimerer musikken, hvilket efterhånden slører grænsen mellem det ”rent” menneskelige materiale og det, der på en eller anden måde er forbedret med hjælp fra teknologi.
LÆS OGSÅ: Her er de 300 mest spillede sange med Kim Larsen
En grænse som kan virke en smule mere skræmmende, er når algoritmer og kunstig intelligens selv kan ”skrive” sange. Men det kan en teknologi som Yona, der er skabt af den elektroniske artist Ash Koosha. Som han forklarer til Dazed, er Yona kulminationen på kunstig intelligens evne til selv at skrive tekster og melodier. Lyt eksempelvis til sangen ”Oblivious”, der både er skrevet og indspillet af Yona.
Eksemplerne er på samme tid imponerende og dybt underlige. Det lyder som rigtige sange, men de kan være svære at identificere sig med på lige fod med ”menneskelig” musik. Yona har jo ingen følelser, så sætninger som ”I feel warm / I feel again” har ingen reel vægt. Eller hvad? Måske provokerer det os til at reflektere over mennesket og teknologien – og den skrumpende afstand mellem de to.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Den norske naturkraft graver et spadestik dybere
For kunstig intelligens gennemsyrer ikke kun produktionen af musik, men også den del af fødekæden, der handler om forbruget af musik. Et eksempel er Spotifys musikopdagelses-tjeneste, der også bygger på algoritmer, som vælger at anbefale sange til den individuelle forbruger ud fra de sange, man tidligere har lyttet til – jo mere data, jo mere specialiserede anbefalinger får man.
Selvom Botnik og Ash Koomas skabninger kan fremkalde en uro ved tanken om at rå processorkraft og programmering en dag kan overhale musikeres evner, skal man huske på, at den kunstige intelligens ikke kan operere uden menneskelig indvirken. Det er endnu blot et værktøj til menneskets kunstneriske vision. Der findes ingen superrobot, der på egen hånd kan sprøjte hitsange ud eller skrive symfonier med dybde og substans. I hvert fald ikke endnu.
